Brasiliens mest scorende spiller nogensinde er udtaget til VM. Han har ikke spillet en landskamp siden 2023.
Neymar er mandag blevet udtaget til Brasiliens VM-trup og vender dermed tilbage til landsholdet efter næsten tre års fravær.Valget af Neymar er den største overraskelse i den 26 mand store trup, som er blevet udtaget af landstræner Carlo Ancelotti.
Der har i månedsvis været spekulationer om, hvorvidt 34-årige Neymar kunne kæmpe sig tilbage på landsholdet.
Angriberen, som deltog ved VM i 2014, 2018 og 2022, har ikke spillet for Brasilien siden en knæskade under en VM-kvalifikationskamp mod Uruguay i 2023.
En kombination af skader og svingende form havde holdt ham ude af landsholdstruppen.
Carlo Ancelotti henviste til bekymringer om hans fysiske form, da han udelod ham fra Brasiliens trup i de seneste venskabskampe mod Frankrig og Kroatien i marts.
Men nu har Neymar fået Ancelottis godkendelse til at spille med om VM-trofæet til sommerens slutrunde, der bliver afholdt i USA, Canada og Mexico.
Brasilien er det land, der har vundet VM i fodbold flest gange. I år jagter den stolte sydamerikanske fodboldnation landets sjette VM-trofæ.
Holdet indleder VM-slutrunden mod Marokko 13. juni, inden de møder Haiti og Skotland i de resterende kampe i gruppe C.
Neymar er Brasiliens mest scorende spiller nogensinde med 79 mål i 128 landskampe.
På klubplan skiftede han i 2013 fra Santos til FC Barcelona, hvor han scorede 105 mål i 186 kampe fra 2013 til 2017, inden han skiftede til Paris Saint-Germain.
Derefter gik turen til Al-Hilal fra Saudi-Arabien, før han i januar 2025 vendte tilbage til Santos, hvor det hele begyndte.
Hans nuværende kontrakt med den brasilianske klub løber frem til slutningen af 2026.
/ritzau/AFP