Nicolaj Henriksen var Danmarks bedste i sin VM-debut og får store roser af landstræneren.
En redningsprocent på knap 87 er der ingen ishockeymålmænd, der falder i svime over. Men nogle gange skjuler statistikkerne det vigtigste.Sådan er det i tilfældet Nicolaj Henriksen, der leverede en regulær brandkamp mod Canadas verdensstjerner og fik et brag af en VM-debut, selv om Danmark tabte 1-5.
Henriksen holdt med en hel stribe parader liv i drømmen om en sensation, indtil det danske hold i tredje periode gik op i limningen og lod målmanden en smule i stikken.
- Han var fantastisk god. Det er sådan en indsats, man kun kan håbe, en VM-debutant skal lave mod Canada. Han gjorde det enormt godt i 60 minutter.
- Ingen af målene er hans skyld. Han holdt os tværtimod inde i kampen i de første to perioder, lyder det fra landstræner Mikael Gath.
Den store målmand blev efter kampen kåret til sit holds bedste spiller, og han havde langt henad vejen en god oplevelse på isen i Fribourg.
- Mit udgangspunkt var bare at nyde det. Det er ikke sikkert, at jeg igen får chancen for at spille mod et helt NHL-hold. Jeg følte mig rimelig godt tilpas, og mere kan man ikke bede om, siger Nicolaj Henriksen.
Han holdt sit mål rent i 40 minutter og sørgede dermed for, at Danmark kunne gå ud til sidste pause med en tro på at gentage sidste års choksejr.
Men håbet holdt kun i et halvt minut i tredje periode, og derefter gik den defensive struktur mere eller mindre i opløsning.
- I pausen mellem anden og tredje periode var vi godt klar over, at det næste mål ville blive sindssygt vigtigt. Men der gik ikke engang et minut, før Canada bankede den ind.
- Det var lidt et slag i maven. Vi formåede ikke at rejse os, og så gik det hurtigt, siger Nicolaj Henriksen.
Han har spillet hele sin seniorkarriere i Esbjerg og Sønderjyske. Og selv om det er blevet til tre danske mesterskaber, er hans internationale erfaring yderst begrænset.
Men han forberedte sig blot til mødet med Sidney Crosby og de øvrige stjerner, som han altid forbereder sig.
- Man skal ikke gøre noget anderledes, man skal bare gøre alting betragteligt hurtigere. Det er nok der, den største forskel ligger. Man ved, at hvis man giver dem en lille chance, så hakker de den også ind, konstaterer Nicolaj Henriksen.
Han melder sig helt klar til mere spilletid ved VM, hvis træneren ønsker det, og det kan meget vel blive en mulighed.
Med sin præstation mod canadierne har vestjyden i hvert fald plantet en tvivl i landstrænerens hoved, om det er Henriksen eller Mads Søgaard, der skal have buddet næste gang.
- Det var mit håb, at han skulle gøre det svært for mig. Og det har han absolut gjort. Men nu skal han lige have lov til at lande fysisk og mentalt efter den præstation, siger Mikael Gath.
Det har Nicolaj Henriksen et par dage til at gøre. Danmark skal først på isen igen torsdag til nøglekampen mod Slovakiet.
/ritzau/