GOG binder ung komet frem til 2029
21-årige Hjalte Lykke er blevet en profil for GOG, og håndboldklubben har forlænget med stortalentet.
GOG har spyttet en lang række talentfulde bagspillere ud fra det sydfynske, og en af dem er 21-årige Hjalte Lykke.Han har været storspillende i denne sæson, og GOG har sikret sig en forlængelse med Lykke frem til 2029.
Det skriver håndboldklubben på sin hjemmeside.
Den 21-årige bagspiller kom til GOG som 16-årig og har siden udviklet sig til en stor profil på Sydfyn.
- I Hjalte forlænger vi både med en topspiller på sin position og med en ung mand, som virkelig har GOG under huden og repræsenterer klubben ekstremt flot, siger GOG-sportschef Mikkel Voigt.
I oktober blev Hjalte Lykke udtaget til det danske herrelandshold for første gang.
Han fik debut mod Holland i Golden League, hvor han også fik nettet for første gang i den røde trøje.
Trods en tilværelse som landsholdsaktuel var der ikke mange overvejelser om at afvise GOG's tilnærmelser om en ny aftale.
- Jeg har udviklet mig meget indtil nu og glæder mig til at udvikle mig endnu mere de næste tre år i GOG. Derfor var det heller ikke et svært valg, da GOG foreslog en forlængelse, siger Hjalte Lykke til klubbens hjemmeside.
Bagspilleren er desuden med i Danmarks bruttotrup til den kommende EM-slutrunde i januar.
/ritzau/
