Dansk landsholdsback forlader Team Esbjerg efter sæsonen

16. DEC 2025 • 15:03SPORT

Michala Møller kom til Team Esbjerg i sommeren 2021, men til sommer skifter hun til den ungarske klub FTC.

Den danske landsholdsspiller Michala Møller forlader Team Esbjerg efter indeværende sæson.

Det skriver håndboldklubben på sin hjemmeside.

Det er ikke med Esbjergs gode vilje, at man siger farvel til 25-årige Møller, der var en del af det danske landshold ved den netop overståede slutrunde.

- Vi har været i dialog med Michala om en forlængelse af kontrakten, men hun ønsker at videreudvikle sit store håndboldtalent i en anden klub, og det har vi fuld forståelse for, siger bestyrelsesformanden i Team Esbjerg, Bjarne Pedersen.

I 2021 var Møller egentlig på vej til Holstebro Håndbold fra det daværende Herning-Ikast Håndbold, men det lykkedes Esbjerg at gafle backen.

Michala Møller, der har spillet 60 landskampe, har i Esbjerg blandt andet været med til at vinde to mesterskaber, fire pokaltitler og to Champions League-bronzemedaljer.

- Jeg kan mærke, at det er det rette tidspunkt for mig at prøve noget nyt og udfordre mig selv - og det glæder jeg mig til. Men først og fremmest er fokus på at gøre sæsonen færdig, og jeg vil gøre alt for at slutte godt af i Team Esbjerg, siger Michala Møller.

Møller fortsætter karrieren i ungarske FTC, hvor hun genforenes med den tidligere Team Esbjerg-træner Jesper Jensen. Det fremgår af FTC's hjemmeside.

Den tidligere Team Esbjerg-back Mette Tranborg spiller allerede i FTC, der for nylig kunne fortælle om tilgangen af endnu en spiller fra den vestjyske klub i form af landsholdsmålmand Anna Kristensen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT