Gidsel: Måske meget sundt at mærke vi også kan tabe
Mathias Gidsel var træt af nederlaget til Portugal, men håber, det kan være en påmindelse om fejlbarlighed.
Ingen hold eller spillere kan lide at tabe. Og de danske håndboldherrer er bestemt ikke vant til at lide nederlag.Men det skete meget overraskende tirsdag i Boxen, hvor Danmark måtte se sig besejret af Portugal. 29-31 lød nederlaget på efter en sjældent pauver dansk præstation.
Indsatsen frustrerede spillerne, men verdens bedste håndboldspiller, Mathias Gidsel, er ikke sikker på, at nederlaget kun er problematisk.
- Måske er det meget sundt for os at mærke, at vi også kan tabe. Måske er det også sundt for jer at mærke, at vi kan tabe, siger han henvendt til pressefolkene.
De danske håndboldherrer har nærmest redet på én lang succesbølge i en håndfuld år, og fra alle sider - og fra spillerne selv - er forventningerne skruet helt op, hver gang holdet går på banen.
Det kommer ikke til at ændre sig med nederlaget. Heller ikke internt på holdet. Forventningerne skal være der ifølge Gidsel, men han mener, at nederlaget kan blive et godt wakeupcall.
- Nogle gange lever man som sportsmand lidt i en trummerum, hvor man bare skal videre til næste opgave, og nogle gange bliver det taget lidt for givet, at man vinder.
- Jeg tror, det er meget sundt for os at mærke, at vi faktisk skal give lidt ekstra af os selv og som hold, lyder det fra Gidsel.
Danskerne vidste på forhånd, at medmindre der skete kæmpe overraskelser i de andre grupper, så ville Danmark lande i en vanvittigt hård mellemrunde.
Og det er, hvad der venter danskerne. Frankrig, Spanien, Tyskland og Norge bliver modstanderne, og Danmark kommer over uden point efter nederlaget til portugiserne.
Det kræver givetvis fire sejre, hvis målet om medaljekampe skal nås. Men det stresser ikke Gidsel.
- Vi er stadig et rigtig godt hold, som ikke mange er glade for at skulle møde i mellemrunden, siger højrebacken.
- Og jeg tror, at holdene kommer til at slå hinanden på kryds og tværs i den mellemrunde. Jeg ved ikke, om der nogensinde har været så hård en gruppe. Nu kommer vi over med nul point, og det opfordrer til endnu mere fokus for os og endnu mere energi og koncentration.
Danmark skal i første mellemrundekamp møde Frankrig, der har to point med over. Det samme har Tyskland og altså Portugal.
/ritzau/
