Antallet af lønmodtagere er steget 23 måneder i træk
Cheføkonom har svært ved at se klare tegn på en opbremsning på det danske arbejdsmarked.
Danske virksomheder har ikke trukket følehornene til sig på trods af stor usikkerhed og trusler om told.En ny opgørelse fra Danmarks Statistik viser således, at beskæftigelsen steg for 23. måned i træk i november.
Antallet af lønmodtagere steg med 1700 personer. Dermed var der 3.074.000 af slagsen på det tidspunkt.
Udviklingen på det danske arbejdsmarked gør det svært at være pessimist. Det må Palle Sørensen, cheføkonom hos Nykredit, sande.
Han har svært ved at se klare tegn på en egentlig opbremsning på det danske arbejdsmarked, skriver han i en kommentar.
- Beskæftigelsen stiger pænt, og ledigheden forbliver lav. Det eneste signal på opbremsning ses i antallet af ubesatte stillinger, som er faldet en smule, lyder det.
Erik Bjørsted, der er cheføkonom hos Dansk Metal, må også konstatere, at det er umådeligt svært at vælte det danske arbejdsmarked omkuld.
Det er særligt imponerende set i lyset af gentagne toldtrusler fra den amerikanske præsident, Donald Trump.
Sidste uge truede han konkret Danmark og en række andre europæiske lande med ti procent told. Det skete som led i situationen omkring Grønland.
Men selv hvis han gør alvor af de nye trusler, er Erik Bjørsted ikke just bekymret for det hjemlige arbejdsmarked.
- Told bremser handlen, men al erfaring viser, at danske virksomheder er enormt dygtige til at komme ind på andre markeder, skriver cheføkonomen i en kommentar.
- Samtidig har Tyskland vedtaget en stor vækstpakke, som vil sparke gang i den tyske økonomi. Vækstpakken kan skabe 9500 job herhjemme, og det vil opveje en stor del af de negative effekter, som Trumps politik har.
/ritzau/
