Forsvarsspecialist må hoste op i baren efter mål nummer 40
Laura Borg scorede mål nummer 40 og må nu til lommerne, næste gang landsholdet rammer en bar.
Hvis Danmark om halvanden uge skal fejre VM-medaljer, er den første omgang til efterfesten allerede sikret.Mod Senegal i mellemrundens første kamp onsdag aften ramte Danmark 40 mål, og på landsholdet er der en regel om, at kvinden bag mål nummer 40 får retten til en helt særlig opgave.
- Jeg har hørt, at det er noget med, at man skal give en omgang. Desværre. Men mon ikke der er penge nok på kontoen til at give en enkelt omgang, lyder det efter opgøret fra Laura Borg, som stod bag mål nummer 40.
Og det var i sig selv ganske paradoksalt, at lige netop Laura Borg skulle ende med at score danskernes sidste mål. Hun har nemlig ikke brugt mange minutter i angrebet under slutrunden i Holland.
Men mod Senegal fik hun chancen, og det skæbnesvangre mål nummer 40 kom efter en forrygende rullefinte og en afslutning helt op i modsatte kryds.
- Det var fedt. Det er ingen hemmelighed, at jeg er tiltænkt en mere defensiv rolle, så jeg tager de offensive minutter, jeg kan få. Og så var det bare fedt, at det lykkedes, siger Laura Borg.
Hun var blandt de spillere, som onsdag fik ekstra meget spilletid, fordi de helt store stjerner blev sparet. Det samme var Nanna Hinnerfeldt, som fik fuld spilletid på stregen.
- Det er virkelig fedt. Så mærker man virkelig, at man er med. Man har lidt mere flow, når man er med i begge ender, siger hun.
Danmark vandt meget overbevisende med 40-26, men havde en smule startvanskeligheder mod senegaleserne.
- Det var en anden form for håndbold, end vi er vant til. Det var duelspil hele kampen, og der var masser af fysik på deres stregspillere, som var svære at komme rundt om, siger Nanna Hinnerfeldt.
Den analyse kunne Laura Borg bakke op om.
- Det var noget atypisk håndbold. Vi skulle lige finde rytmen, men jo længere ind i kampen vi kom, jo bedre kendskab fik vi til dem, og det gjorde det nemmere, siger Nanna Hinnerfeldt.
Danmark skal i kamp igen fredag, hvor det gælder Schweiz. Her kan danskerne sikre sig billetten til kvartfinalen.
/ritzau/
