Hillerød spolerer Lyngbys oprykningsfest med sen scoring

3. MAJ 2026 • 18:04SPORT

Lyngby var få minutter fra at have sikret sig oprykning, men Hillerød slog til sent og vandt 2-1.

En sen scoring af Hillerød spolerede søndag Lyngbys oprykningsfest.

De kongeblå kunne matematisk have sikret sig tilbagevenden til Superligaen efter et års fravær med uafgjort, men Poul Kallsbergs scoring i overtiden sikrede udeholdet Hillerød en 2-1-sejr.

For Lyngby er situationen ikke værre, end at holdet stadig har et solidt forspring til de nærmeste med fire runder tilbage af sæsonen.

Henholdsvis otte, ni og ti point har Lyngby ned til Hillerød, Hvidovre og Horsens, der følger efter i den rækkefølge.

Men det må alligevel ærgre trænerduoen Mikkel Jespersen og Andreas Bjelland, at oprykningen ikke blev sikret søndag.

I første halvleg sad de kongeblå solidt på opgøret, men sækken blev bare ikke snøret til.

Midtbanespilleren Lauge Sandgrav sendte veloplagte Lyngby på vinderkurs efter godt 20 minutters spil, da han afsluttede en smart frisparkskombination fra tæt hold.

Efter 33 minutter svarede Hillerød igen ved Hakim Sulemana, der udnyttede Tobias Storms kiksede indgreb efter en lidt tilfældig høj bold frem i banen.

Udligningen skabte muligvis nervøsitet hos værterne. I hvert fald gik opgøret lidt i tomgang, og anden halvleg bød ikke på samme chancer som første.

Ikke før frem til overtiden i hvert fald, hvor Kallsberg slog til efter Tobias Arndals flotte forarbejde.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT