Formel 1 holder kursen mod at blive CO2-neutral i 2030

18. JUN 2026 • 13:14SPORT

I 2025 barberede Formel 1 yderligere af sportens CO2-aftryk ifølge ny rapport. Og sporten vil rykke sig mere.

Formel 1 har tidligere meldt ud, at man sigter mod at være CO2-neutral i 2030. Og kursen ser lovende ud.

Organisationen bag Formel 1 har offentliggjort CO2-rapporten fra 2025-sæsonen, og den viser endnu et dyk i CO2-aftrykket fra sporten, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Sammenlignet med 2024-sæsonen er der sket et fald på 12 procent. Det er meget tilfredsstillende ifølge direktør Stefano Domenicali.

- Lige fra rationalisering af kalenderen til større investeringer i bæredygtig benzin og løsninger inden for alternativ energi har vi reduceret vores aftryk, mens sporten stadig vokser, siger han.

Fra 2018 har Formel 1 arbejdet målrettet på planen om at blive CO2-neutral i 2030. Og siden det første år er 35 procent af CO2-aftrykket blevet fjernet frem til og med 2025-sæsonen, viser rapporten.

Ud over investeringerne i grønne tiltag fremgår det også, at man har skåret ned på antallet af rejser for både holdene og medarbejdere hos organisationen.

Formel 1-sæsonen i 2026 består af 22 grandprixer.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT