Fokus på inhabilitet skærpes efter fejl i Cornelius-sag
Et øget fokus på inhabilitet skal sørge for at undgå den slags fejl, der skete i sagen om Andreas Cornelius.
Det burde ikke være sket, at to inhabile medlemmer af Fodboldens Disciplinærinstans behandlede og stemte om en straf til FC København-angriberen Andreas Cornelius.Det fastslår Jens Hjortskov, der er formand for instansen og var med til at stemme for en straf på en karantænedag til Cornelius.
Han har anmodet sekretariatet i Dansk Boldspil-Union (DBU) om en ændring af proceduren for at undgå lignende fejl i fremtiden.
- Foranlediget af denne sag har jeg bedt om, at det fremadrettet ikke bare meldes ud fra DBU's sekretariat om, at et medlem er inhabilt, men at vi også får en begrundelse for, hvorfor medlemmet vurderes at være inhabilt.
- Så vi sikrer et øget fokus på, at vi får det hele med. Det vil i hvert fald øge alle medlemmers opmærksomhed på det, siger Jens Hjortskov.
Generelt mener han, at der er styr på den slags.
- Vi har en fuldstændig fast og klar forretningsgang omkring habilitetsspørgsmål. Det er det allerførste, vi forholder os til, når vi skal tage stilling til, om vi vil tage en sag op eller skal til at behandle en sag.
- Den forretningsgang går ud på, at DBU's sekretariat foretager en vurdering af, om der er nogle af vores syv medlemmer, der er inhabile i forhold til at kunne deltage i behandlingen af en sag.
- Vi har jo i DBU et sekretariat på en fem-seks meget dygtige jurister, som sidder og servicerer os, siger Jens Hjortskov.
I den konkrete sag om Cornelius blev instansens medlem Steven Lustü hurtigt erklæret inhabil, og det skete på baggrund af den gældende forretningsgang.
- Det står i kendelsen, at et medlem, nemlig Steven Lustü, er inhabilt. Han kan ikke deltage i behandlingen af sagen. Og så vil du spørge mig: Hvorfor er han inhabil? Det skal jeg forklare dig.
- Stevens datter er kæreste og bor sammen med FCK-spilleren Magnus Mattsson. Derfor følger det af vores habilitetsregler, at Steven er inhabil i sager vedrørende FCK.
- Det blev skrevet i indstillingen til os, at han ikke kan deltage i behandlingen af sagen. Det viser lidt om, hvordan vi arbejder med habilitet. Vi tager stilling til det i hver evig eneste tilfælde, bedyrer Jens Hjortskov.
Men to ud af de øvrige seks medlemmer, der behandlede sagen om Cornelius, var inhabile. De havde tilhørsforhold til henholdsvis Sønderjyske og Randers. Det blev bare ikke opdaget.
- Fejlen begås ved, at man ikke får tjekket to andre medlemmer efter en anden af vores inhabilitetsregler. Havde man gjort det, ville man være nået frem til, at de to medlemmer var inhabile. Det gjorde man desværre ikke.
- Derfor deltog de i behandlingen af sagen. Det skulle de ikke have gjort, erkender Jens Hjortskov.
Han understreger, at alle medlemmer tager det meget alvorligt.
- Ingen ønsker at deltage i behandlingen af en sag og bagefter blive udskammet i fodboldmiljøet, fordi nogle måske mener, at man havde en personlig interesse i et bestemt udfald.
- Hver gang der er antydningen af et habilitetsproblem, så trækker folk sig med det samme og også mange gange, hvor det slet ikke er nødvendigt. Simpelthen for at undgå, at vi får det problem.
- Så vi er meget opmærksomme på det. Derfor er det super ærgerligt, at det er kikset i denne sag, siger formanden.
Han mener, at der var mange, der kunne have opdaget fejlen undervejs.
- Vi behandler over 200 sager om året. Ofte med et kæmpe tidspres. Det var der også i denne sag. Det er jo i de tilfælde, hvor ting skal gå meget stærkt, og der er et tidspres på, at man er afhængig af, at forretningsgangen bliver fulgt.
- Det er smuttet i denne sag, og vi er de første til at beklage det, og vi er super kede af det, og vi vil gerne undskylde for det.
- Vi kan bare ikke rigtig gøre andet ved det nu end at konstatere, at det desværre er sket. Men heldigvis kan vi også sige, at sagen fik det rigtige udfald, da den blev behandlet. Den følger linjen, fastslår han.
De to inhabile medlemmer stemte imod en karantæne til Cornelius. De fire øvrige medlemmer stemte for en karantæne, da de vurderede, at han anfægtede dommerens integritet.
RITZAU
