Blichfeldt og Gemke snuser til overraskelser i French Open
Mia Blichfeldt og Rasmus Gemke tabte begge i tre sæt som underdogs i French Open. Dansk mixeddouble er videre.
Både Mia Blichfeldt og Rasmus Gemke leverede fine præstationer i French Open torsdag eftermiddag, men begge måtte i sidste ende se sig slået i anden runde.Blichfeldt har vist god form på det seneste, blandt andet med en turneringssejr i Finland, og kom også forrygende fra start mod den kinesiske verdenstier, Han Yue.
Danskeren vandt første sæt med hele 21-11, men kunne ikke stille det store op i de næste sæt, som hun tabte med 13-21 og 8-21.
Særligt i tredje sæt løb Blichfeldt tør for energi og kunne ikke længere følge med kineseren.
Rasmus Gemke, der også har været godt spillende i de seneste måneder, snusede til en flot skalp mod verdens nummer tre, franske Christo Popov, men også han måtte se sig slået i tre sæt.
Danskeren tabte et tæt første sæt med 18-21 og fulgte op med et blændende andet sæt, som han snuppede med 21-15.
I tredje sæt kom Gemke foran 5-2, men Popov arbejdede sig tilbage på 7-7.
Sættet var helt lige frem til 10-10, men så fik franskmanden det fysiske overtag og vandt seks bolde på stribe til føring på 16-10.
Gemke sprællede for turneringslivet ved at reducere fra 11-17 til 15-17, men kunne ikke komme helt op.
På Popovs anden matchbold lavede Gemke en træthedsfejl, så franskmanden vandt 21-18.
I sidste uge tabte Gemke kvartfinalen i Denmark Open efter en opløftende indsats mod verdens nummer syv, Victor Lai, og også her slap danskerens kræfter op i det afgørende sæt.
Anders Antonsen røg ud i første runde, og dermed er der ingen danskere i kvartfinalerne i singlerækkerne.
I mixeddouble er Mathias Christiansen og Alexandra Bøje klar til fredagens kvartfinaler efter sejr i tre sæt over Chan Yin Chak og Ng Tsz Yau fra Hongkong. Cifrene lød 21-15, 18-21, 21-16.
French Open er en såkaldt Super 750 ligesom Denmark Open. Det er niveauet lige under de fire Super 1000-events.
RITZAU
