Før skæbneuge finder SIF-direktør ro i erfaring og robust økonomi

17. APR 2026 • 11:30SPORT

De seneste års sportslige succes har været med til at polstre Silkeborg, der står foran otte afgørende dage.

Efter sæsoner med bronzemedaljer og pokalfinaler i det, som direktør Kent Madsen på sit beskedne jysk kalder "nogle gode år", er Silkeborg IF at finde i den tunge ende af Superligaen.

Nedrykning er et højaktuelt tema i klubben, der spenderede en stor del af 2010'erne som elevatorhold mellem Superligaen og 1. division.

- Det er hårdt for alle omkring klubben. Både for os, der er en del af den, og for den nære omverden og tilhængerne. Sponsorerne synes naturligvis også, at det er sjovere, når vi spiller med i den gode ende, siger Kent Madsen.

- Fordi vi har haft denne her gode periode på nogle år, har vi kvalificeret os til, at der er forventninger. Derfor bliver kontrasten hårdere at være i.

- Omvendt har vi en form for sort bælte i at være i de her situationer. Man skal huske på, at vi har prøvet at rykke op og ned temmelig mange gange, så vi har stået i det før, lyder det roligt fra den mangeårige klubdirektør.

Silkeborgenserne, der har rutinerede Kent Nielsen som cheftræner, ligger aktuelt under nedrykningsstregen med to point op til Fredericia, der søndag gæster kunstgræsset i Søhøjlandet.

At man sportsligt ikke præsterer på samme niveau som i tidligere sæsoner, er naturligvis noget, der kan mærkes på pengepungen.

Da regnskabet for 2025 blev præsenteret i marts, lød resultatet før skat på 33,1 million kroner. Det var en tilbagegang i forhold til 2024, hvor overskuddet var 61,8 millioner kroner.

Indtægterne på kampdage er ikke de samme, ligesom tv-indtægterne også er faldet en smule, da de afhænger af placeringen i Superligaen.

- Det påvirker os da negativt, og skulle det ende med en nedrykning, ville det også have en eller anden negativ effekt, siger Kent Madsen.

- Men det er ikke det, der får os til at ligge søvnløse om natten. Det skal vi nok håndtere. Vi er en robust klub, der har haft nogle gode år og stærke ejerforhold, så det skal vi nok klare.

I slutningen af 2024 købte den amerikanske investorgruppe Trivela Group 80 procent af aktierne i fodboldklubben for cirka 162 millioner kroner. Derudover voksede egenkapitalen i Silkeborg i 2025 til 116,7 millioner kroner.

- Det er mere frustration og ærgrelse over at skuffe sportsligt, der fylder. Når man er i fodbold, vil man selvfølgelig gerne være med på så højt niveau som muligt. Det er da bare sjovere at spille i Superligaen end den næstbedste række, siger direktør Kent Madsen.

Efter kampen mod Fredericia venter en uge med opgør mod bundproppen Vejle Boldklub og Randers FC, der er fire point foran Silkeborg.

- Man skal ikke være matematikprofessor for at kunne se, at den næste uge kan blive meget afgørende for, hvordan det hele står til sidst, lyder det fra klubdirektøren.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT