Fiorentina-spiller i bedring: Han er i de rette hænder
Den 22-årige Fiorentina-spiller Edoardo Bove har det bedre og er i de rette hænder, siger klubbens direktør.
Fiorentina-spilleren Edoardo Bove har forladt intensivafdelingen på hospitalet i Firenze og meldes i bedring.Det oplyser Fiorentina-direktør Alessandro Ferrari ifølge nyhedsbureauet dpa.
- Han er i de rette hænder og har det godt nu. Vi skal være tålmodige og vise respekt for ham, siger Ferrari.
22-årige Bove kollapsede på banen i søndagens Serie A-kamp hjemme mod Inter. Der var spillet lidt over et kvarter.
Siden har han været indlagt på intensivafdelingen, men han er nu placeret på en anden afdeling på hospitalet, da det går bedre for spilleren.
Det blev oplyst mandag, at Bove var ude af kunstig koma, og at yderligere undersøgelser var nødvendige for at finde ud af, hvorfor han kollapsede.
Den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport skriver, at kollapset kan være forårsaget af en betændelse i hjertemusklen.
Fiorentina spillede onsdag sin første kamp siden hændelsen i Coppa Italia. Her røg Fiorentina ud efter nederlag til Empoli efter en straffesparkskonkurrence.
Der var på tribunerne flere bannere, der viste støtte til Bove. Fansene viste blandt andet et stort banner med nummer 4, der er Boves nummer.
/ritzau/
