Fifa evaluerer Saudi-Arabiens VM-bud til høj karakter
Saudi-Arabiens VM-bud har fået den bedste score nogensinde, skriver saudisk medie.
Saudi-Arabien har angiveligt leveret det bedste bud på afvikling af en VM-slutrunde nogensinde.Uden stor fanfare har Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) offentliggjort sine evalueringer af buddene på VM i fodbold for herrer i 2030 og 2034.
Slutrunden i 2034 bliver tildelt på en kongres 11. december.
Det bliver regnet for at være en formsag, at slutrunden trods kritik fra flere kanter kommer til at gå til Saudi-Arabien uden de store anmærkninger, da landet er eneste ansøger.
2030-slutrunden er allerede tildelt Spanien, Portugal og Marokko. Derudover skal Uruguay, Argentina og Paraguay hver afholde én kamp i starten af 2030-turneringen.
Fifas evaluering af det saudiske bud strækker sig over mere end 100 sider og indeholder vurderinger af en lang stribe punkter.
I nogle af dem vurderes "risikoen" som enten grøn, gul efter rød, og Saudi-Arabiens bud får primært grønne vurderinger. Dog er det mest kritiserede punkt "menneskerettigheder" gult.
Amnesty International og Sports & Rights Alliance (SRA) kritiserede buddet i starten af november og slog fast, at de menneskelige omkostninger af en VM-afvikling vil være markante uden "troværdige garantier for reformer".
- Fans vil blive udsat for diskrimination. Migrantarbejdere vil blive udnyttet, og mange vil dø. Fifa må bremse processen, indtil den rette beskyttelse af menneskerettighederne er på plads, sagde leder i Amnesty Steve Cockburn.
Buddet fra Saudi-Arabien får desuden en overordnet score fra 0 til 500 baseret ud fra blandt andet stadioner, faciliteter, transport og kommercielle muligheder.
Her scorer Saudi-Arabien 419,8.
Ifølge det engelsksprogede medie Saudi Gazette er det den højeste score nogensinde til et VM-bud.
- Med forskellige værtsbyer og banebrydende infrastruktur sigter vi efter at skabe en unik oplevelse for holdene, fansene og lederne, siger Hammad Albalawi, direktør for det saudiske bud, til Saudi Gazette.
Til sammenligning scorer 2030-buddet fra Spanien, Portugal og Marokko 416,8, mens Uruguay, Argentina og Paraguay får mere beskedne 356,3 ud fra samme skala.
Det vindende 2026-bud fra USA, Canada og Mexico fik en score på 402,8. Dog var de forskellige kriterier dengang vægtet en smule anderledes.
Det har derudover ikke været muligt at finde evalueringer fra tidligere VM-bud, der er bedømt på tilnærmelsesvis samme skala.
Fifa meddelte allerede 4. oktober sidste år, at Spanien, Portugal og Marokko ville få 2030-slutrunden med de tidligere afstikkere til Uruguay, Argentina og Paraguay.
På den måde blev både Europa, Afrika og Sydamerika med et snuptag dækket ind i forhold til Fifas rotationsprincip med tildeling af VM-slutrunder. Det var dermed enten Asien eller Oceaniens tur igen efter Qatars værtskab i 2022.
Fifa opsatte samtidigt en deadline for bud til 2034-slutrunden til 31. oktober - altså mindre end én måned derefter.
Saudi-Arabien kom få timer senere med annoncering af sit bud, og præsident i Det Asiatiske Fodboldforbund (AFC), Salman bin Ibrahim Al Khalifa udtrykte sin fulde støtte til Saudi-Arabien
Siden meldte Australien og Indonesien sig på banen mod mulige modkandidater, men først trak Indonesien sig og stillede sig bag det saudiske bud, og 31. oktober trak også Australien sig.
Australierne, der var vært for kvinde-VM i 2023, meddelte, at man i stedet ville gå efter de asiatiske mesterskaber for kvinder i 2026 og klub-VM for herrer i 2029.
Den første fik australierne tildelt tidligere i år, og den anden er endnu ikke uddelt.
/ritzau/