Tidligere på ugen blev fans forbudt at medbringe vandflasker til VM-kampe, men nu lemper Fifa reglerne.
Det blev mødt af kritik, da Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) tidligere på ugen forbød fans at tage drikkeflasker med ind til sommerens VM-kampe i Nordamerika.Nu har Fifa igen justeret reglerne for vandflasker og trækker dermed delvist beslutningen tilbage.
Alle fans vil nu få lov til at medbringe "én blød, fabriksforseglet engangsplastikflaske på 590 milliliter".
Det oplyser VM-driftsdirektør Heimo Schirgi i en video på Fifas X-konto.
Meldingen, som forbundet kalder en "præcisering" af sin politik for vandflasker, kommer to dage efter, at forbundet havde meddelt, at genanvendelige vandflasker ikke ville være tilladt.
Det var en ændring af den tidligere politik, som blandt andet blev kritiseret for at kunne tvinge tørstige tilskuere til at betale for drikkevarer på stadion.
Fifa begrundede beslutningen med sikkerhedshensyn for at "forhindre risiko og skader på spillere og tilskuere".
I videoen siger Schirgi, at "fans ikke vil få lov til at medbringe hårde, genanvendelige vandflasker". Det skyldes netop hensyn til sikkerhed og tryghed, siger han.
VM spilles fra 11. juni til 19. juli i værtslandene Canada, USA og Mexico.
Vejrudsigter varsler, at fans kan blive udsat for sundhedsrisici på grund af ekstrem varme på åbne stadioner.
Bekymringerne om den høje varme har fået Fifa til at indføre drikkepauser til spillerne i hver halvleg, men forbundet har ifølge Reuters kun gjort lidt for at tage hensyn til fansene ved turneringen.
Fifa har oplyst, at der blandt andet vil være blæsere, steder med vand og køletelte til rådighed i området omkring stadioner.
Flaskevand inde på stadion vil blive solgt til priser, som "forbliver på niveau med andre events på de enkelte stadioner", oplyser Fifa ifølge AFP.
/ritzau/AFP