FCM ansætter direktør med fortid i Sønderjyske
Jonas Lygaard bliver administrerende direktør i FCM med ansvar for klubbens kommercielle udvikling.
FC Midtjylland ansætter Jonas Lygaard som administrerende direktør.Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
I direktionen får Lygaard det overordnede ansvar for klubbens kommercielle udvikling, mens fodbolddirektør Jacob Larsen fortsat har ansvaret for den sportslige sektor, lyder det.
Lygaard har tidligere været direktør i Sønderjyske Fodbold og har haft andre roller i den internationale sports- og underholdningsindustri, blandt andre hos EA Sports.
Bestyrelsesformand Claus Steinlein, der var direktør i FCM indtil 2024, ser ansættelsen som et naturligt næste skridt i klubbens udvikling.
- Jonas bringer international erfaring fra den globale sportsindustri og en stærk forståelse for, hvordan man skaber værdi i krydsfeltet mellem sport, data og forretning.
- Den kapacitet skal være med til at accelerere den udvikling, vi allerede er i gang med i FC Midtjylland, siger Claus Steinlein.
Lygaard mener, at FCM står et stærkt sted i sin udvikling.
- Jeg ser et stort potentiale i at bygge videre på det arbejde, der allerede er gjort og samtidig bringe erfaringer og perspektiver fra den internationale sportsbranche i spil, siger Jonas Lygaard.
Han peger samtidig på, at FC Midtjyllands velkendte datadrevne tilgang også rummer muligheder i den kommercielle udvikling.
- FC Midtjylland er kendt for en datadreven tilgang, særligt i forhold til spillerekruttering og analyse. Den tilgang skal også spille en vigtig rolle i den kommercielle udvikling, hvor indsigt og data kan styrke arbejdet med både partnerskaber, fans og den samlede forretning.
/ritzau/
