FCK-træner klapper efter løst mission i øst
Jacob Neestrup mener, at FCK's 2-1-sejr over Dinamo Minsk i Aserbajdsjan aldrig var i fare.
FCK-cheftræner Jacob Neestrup er glad for, at hans hold torsdag levede op til favoritværdigheden og vandt 2-1 over Dinamo Minsk i Conference League.Københavnernes første sejr i ligafasen bringer holdet ind i top-24, og selv om sejren var snæver, var den aldrig i fare, mener Neestrup.
- Det var en soleklar 2-1-sejr. Det vigtigste for FC København og det vigtigste for dansk fodbold er, at vi vandt i dag. Og det gjorde vi. Nu kan vi selv afgøre, om vi skal spille europæisk efter jul, og det er vigtigt, siger Jacob Neestrup til Bold.
Opgøret var placeret over 3200 kilometer fra København - og cirka 2500 kilometer fra Minsk - nær Baku i Aserbajdsjan, og tilskuere var forment adgang.
På banen dominerede FCK fra start mod de tamme belarusere. Mohamed Elyounoussi og Kevin Diks scorede FCK's mål.
- Det var en kamp, hvor det var os, der skulle sætte tempoet i spillet, og det formåede vi i sekvenser, men slet ikke over alle 90 minutter, for vi mistede rytmen lidt ofte. Men vi vandt fuldt fortjent, og et eller andet sted var sejren vel aldrig rigtig i fare.
- Vi fik det, vi kom efter, og så er der vel egentlig ikke mere at sige om den kamp, siger Neestrup ifølge FCK's hjemmeside.
For tredje kamp i træk havde han valgt unge Theo Sander mellem stængerne. For anden kamp i træk var han kraftigt involveret i en indkasseret scoring.
Det faktum tager Jacob Neestrup med ro, siger han til Bold, mens Thomas Delaney over for samme medie roser Sander for hurtigt at komme videre efter fejlen, der førte til 1-1-scoringen efter et kvarters spil.
Efter den lange hjemrejse kan FCK påbegynde forberedelserne til mandagens superligakamp mod FC Nordsjælland. Derefter følger to pokalkampe og to Conference League-kampe inden juleferien.
/ritzau/