FCK-talent kronede landsholdsudtagelse med helterolle
Amin Chiakha havde aldrig scoret for FCK, før han torsdag lavede begge mål i 2-2-kampen i Conference League.
FC København havde allerede gjort brug af German Onugkha, Andreas Cornelius og Jordan Larsson, da Amin Chiakha som nødløsning blev sendt på banen med et kvarter tilbage af torsdagens kamp mod Istanbul Basaksehir i Conference League.Alligevel blev fjerde mand i hierarkiet med to mål den store helt for FCK, der med hiv og sving fik 2-2 i hjemmekampen.
Det var teenagerens første mål i FCK-trøjen, og det skete ovenikøbet på samme dag, hvor han blev udtaget til Algeriets landshold for første gang.
- Det har nok været den torsdag, hvor jeg har smilt mest. Det er en drengedrøm at blive udtaget til et A-landshold, lige meget om det var det danske eller algeriske. Jeg har lige meget relation til begge, siger han.
Chiakha havde ikke tid til at nyde sin første scoring, men han forsøgte kortvarigt at suge stemningen til sig, efter at han havde stanget det andet mål i nettet.
- Jeg kiggede lige ud på fansene, som gik helt amok. Det var en drengedrøm, siger han.
Det er ikke blevet til meget spilletid for det 18-årige talent, men han føler, at han greb chancen, da den bød sig.
- Det er det signal, jeg skal sende, når jeg kommer ind. Jeg har ventet på det, for jeg har ikke spillet så meget på det seneste. Når jeg bliver sat ind, er det det, jeg bliver betalt for. Jeg skal score mål, så jeg håber, at jeg kan gøre ham (FCK-træner Jacob Neestrup, red.) lidt i tvivl, forklarer han.
Neestrup anerkender da også, at den unge angriber har leveret et godt argument for, at han skal foran i køen.
- Jeg har sagt til dem flere gange, at de kan nå at blive helten på fem eller ti minutter.
- Det blev han i dag. Og så er det klart, at når du laver sådan et indhop i en periode, hvor vi brænder så mange chancer som hold, så kommer du tættere på. For det er det, du skal som angriber i FC København, siger træneren.
Amin Chiakha skal i den kommende uge ses an af Algeriets landstræner, som har stillet københavneren en plads i angrebet i udsigt i de kommende år.
Samtidig vinker han efter alt at dømme farvel til chancen for at ende på det danske landshold.
- Man kan ikke gøre alle glade. Hvis jeg havde valgt det danske, havde Algeriet været kede af det. Det er en beslutning, jeg har taget af sportslige årsager. Jeg kan se mig selv i den plan, de har lagt for mig, siger Amin Chiakha.
/ritzau/