FCK møder hold fra Kosovo eller Luxembourg i CL-kvalifikation

18. JUN 2025 • 12:27SPORT

FC København skal slå enten FC Drita eller Differdange for at avancere i Champions League-kvalifikationen.

FC Drita fra Kosovo eller Differdange fra Luxembourg bliver FC Københavns første hurdle i Champions League-kvalifikationen.

Det står klart efter en lodtrækning i Uefas hovedkvarter i Nyon onsdag middag.

Den danske mester vil uanset modstanderen være markant favorit. Hverken Drita eller Differdange har således gjort sig specielt positivt bemærket i europæiske kampe.

Differdange har en del erfaring med europæiske kampe, men de fleste er endt i nederlag.

I sidste sæson tabte holdet samlet 0-2 til Klaksvik fra Færøerne i Champions League-kvalifikationen og siden til Ordabasy fra Kasakhstan i Conference League-kvalifikationen efter en straffesparkskonkurrence.

FC Drita har vist lidt bedre takter. I sidste sæson slog man både islandske Breidablik og lettiske Auda ud i Conference League-kvalifikationen, men missede gruppespillet efter et samlet 0-3-nederlag til polske Legia Warszawa.

FCK starter på hjemmebane og slutter på udebane i dobbeltopgøret, der afvikles 22. eller 23. juli og 29. eller 30. juli.

Allerede inden første opgør er FCK 21. juli i bowlen, når der trækkes lod til klubbens eventuelle opgør i tredje kvalifikationsrunde.

I alt skal københavnerne vinde tre dobbeltopgør for at indløse billet til Champions Leagues meget lukrative ligaspil med 36 hold.

Et samlet nederlag inden da betyder, at FCK ryger ned i Europa League og i tilfælde af endnu et nederlag eventuelt også Conference League.

Samlet sejr over Drita eller Differdange betyder dog, at man som minimum spiller ligaspil i Conference League i efteråret.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT