FCK-helt ser kritisk på københavnsk gavebod til sidst

18. JUL 2025 • 21:31SPORT

FCK vandt sæsonpremieren mod Viborg, men forærede et par store chancer til Viborg i slutminutterne.

Det holdt mildt sagt hårdt for FC København, der fredag aften vandt superligapremieren i Viborg med 3-2.

De forsvarende mestre havde god kontrol langt hen ad vejen, men forærede nogle enorme chancer til værterne mod slutningen.

En streg i regningen, konstaterer den ellers glade matchvinder, Magnus Mattsson.

- Det er dejligt at få tre point på en svær udebane. Det er en lettelse, siger han i et interview med Viaplay efter kampen.

- Jeg synes, vi gav for meget væk. Især det sidste kvarter, hvor de havde to-tre hundredeprocentschancer. Så det er ikke godt nok, men lige nu står jeg med en følelse af, at det var en svær udekamp, så tre point var det vigtigste, lyder det fra den indskiftede FCK-helt.

I københavnernes mål fik Dominik Kotarski debut, og man så ikke meget til ham før den hektiske afslutning. Så var han til gengæld midtpunkt i begivenhederne med et par store redninger.

- Det er mit job. Jeg skal redde noget. Det var en skam med de to mål på dødboldene, men i sidste ende skulle jeg bare reagere, og det var mit job. Denne gang hjalp jeg til, men det er en holdsejr, siger han til Viaplay.

I sidste sæson tabte FCK med de omvendte cifre til netop Viborg, og målmanden glæder sig over, at gæsterne ikke led samme skæbne denne gang.

- Det var en svær og intens kamp. Jeg har hørt, at det er svært at vinde her for topholdene, så jeg er glad for sejren, og jeg synes, vi spillede rigtig godt, siger kroaten.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT