Nissen Kristensen takker Riemer for ros og føler sig vigtig
Rasmus Nissen Kristensen har nemmere ved at tage ansvar på landsholdet, efter at han er blevet fast starter.
Den danske landsholdsspiller Rasmus Nissen Kristensen er glad for de pæne ord, som landstræner Brian Riemer rettede mod sin foretrukne højre back, da Nissen Kristensen i oktober missede de seneste landskampe med en skade.Her blev han omtalt som en "nøglespiller", der tager ansvar og altid leverer et stort bidrag til landsholdet på og uden for banen.
Landstrænerens ord gør stort indtryk på den 28-årige back fra Brande, der nu er frisk og tilbage på landsholdet til de afgørende VM-kvalifikationskampe.
- Det er selvfølgelig dejligt, at han siger det. Det er en bekræftelse for mig, og det luner, siger Nissen Kristensen, som dog ikke er helt vild med ordet nøglespiller.
- Jeg ser mig som en integreret del af det her hold og den spillergruppe, vi er nu. Det er jeg glad og stolt over, for det har jeg arbejdet sindssygt hårdt for. Nøglespiller er måske ikke det rigtige ord, men jeg er en integreret del af holdet, siger han.
I 2025 er Rasmus Nissen Kristensen startet inde på landsholdet, når han ikke har været skadet. Det er en kontrast til tidligere, hvor blandt andre Alexander Bah og Joakim Mæhle har været et skridt foran.
Ved at få en større rolle på landsholdet føler Nissen Kristensen også, at han har mere overskud til at være en leder og et forbillede for de unge i landsholdstruppen.
- Jeg føler, at jeg har en større rolle end tidligere. Det er vel også indiskutabelt, hvis man ser på antal minutter spillet, og hvordan mine kvaliteter bliver brugt på. Jeg vil helt sikkert sige, at der bliver kigget mere min vej.
- Når jeg får flere minutter og føler mig mere sikker på min plads, er der også mere overskud til at bidrage med lederegenskaber, siger han.
Det nagede ham, at han måtte følge sejrene over Belarus og Grækenland i oktober fra fjernsynet hjemme i Frankfurt.
- Hvis jeg tidligere så landskampe hjemmefra, så var det, fordi jeg ikke var udtaget, og det gav en form for frustration. Det var lige så frustrerende at se med hjemmefra senest, det var bare på en anden måde, jeg sad derhjemme og brændte sammen på, siger Nissen Kristensen.
Han ventes at starte inde, når Danmark lørdag og tirsdag møder Belarus og Skotland i VM-kvalifikationen. Fire point vil sikre en dansk VM-billet.
/ritzau/
