Danske deltagere i Europa får flyttet kamp i Superligaen
De fire deltagere i næste sæsons europæiske turneringer får flyttet hver en kamp fra august til september.
Efter længere tids forhandlinger og snak frem og tilbage er der fundet en løsning, så de danske deltagere i Uefas klubturneringer får en friweekend i august.Det meddeler Divisionsforeningen i en kort pressemeddelelse.
Helt konkret bliver programmet for næste sæsons Superliga lagt således, at de fire europæiske deltagere møder hinanden indbyrdes i en runde mellem kampene i tredje kvalifikationsrunde eller i playoffrunden i kvalifikationen.
De to kampe flyttes så til midtugen i uge 36, der falder i starten af september.
På den måde får de fire hold en hel uge at forbedre sig i mellem to europæiske kampe, men får til gengæld mere at se til, lige efter at det er afgjort, om de kommer med i ligaspillene eller ej.
- Det er en fin løsning. Det var den løsning, der var enighed om, og som passede alle bedst, siger direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen.
Foreløbigt gælder tiltaget kun for den kommende sæson.
- Tiden må vise, om vi skal arbejde videre med denne eller en anden model. Nu ser vi lige, hvilke erfaringer vi gør os, siger Thomsen.
Lignende modeller, der giver de europæiske deltagere mulighed for hvile i kvalifikationsperioden, har allerede gennem flere år været brugt i en stribe af de lande, som Danmark konkurrerer med på den såkaldte koefficientrangliste.
Den afgør, hvor mange deltagere hver nation har, og hvornår de træder ind i kvalifikationsturneringerne.
Til sommer stiller Danmark med fire deltagere i kvalifikationsturneringerne - mesterholdet i Champions League, pokalvinderen i Europa League og to hold i Conference League.
På grund af gode præstationer i de seneste sæsoner vokser det antal til fem deltagere i sommeren 2027.
Her vil både nummer et og to i Superligaen få chancen i Champions League, mens pokalvinderen skal i Europa League og to andre hold deltager i Conference League.
/ritzau/
