Everton henter Grealish og får nej fra omtalt VM-angriber
Folarin Balogun sagde nej tak til Everton i sidste øjeblik, mens Chelsea også missede en sen handel.
Transfervinduet i England lukkede sent tirsdag aften, og som vanligt skete det ikke uden dramatik.Everton præsenterede den kreative midtbanespiller Jack Grealish på endnu en lejeaftale fra Manchester City og solgte derudover angriberen Beto til italienske Fiorentina.
Til gengæld missede Liverpool-klubben at hente den meget omtalte amerikanske VM-angriber Folarin Balogun i Monaco.
Det var Balogun, der fik suspenderet en karantæne ved slutrunden, efter at USA's præsident, Donald Trump, havde ringet til Fifa-præsident Gianni Infantino.
Ifølge Sky Sports sagde Balogun nej tak til at tage til Everton, selv om klubberne var enige, og et lægetjek var gennemført.
Samtidig missede også Chelsea et stort køb af en Monaco-spiller.
London-klubben ville købe senegaleseren Lamine Camara af Monaco som erstatning for argentinske Enzo Fernandez, der er solgt til Manchester City.
Men Monaco trak sig fra handlen.
Ifølge Sky Sports og BBC, fordi Monaco kun ville sælge enten Camara eller Balogun, og på det tidspunkt så Balogun ud til at tage til Everton.
RITZAU
