FC Midtjylland opruster med dyr venezuelaner

SPORT1. SEP 2026 • 19:54

David Martinez skifter Los Angeles ud med Herning og bliver ifølge flere medier Superligaens dyreste spiller.

FC Midtjylland har haft den tykke tegnebog fremme for at forstærke sin offensive afdeling.

Klubben har købt den venezuelanske kantspiller David Martinez i Los Angeles FC i en handel, som flere medier vurderer, er den dyreste i Superligaens historie.

Ifølge bold.dk's oplysninger koster 20-årige Martinez 54,8 millioner kroner. Og prisen kan blive endnu højere, hvis nyerhvervelsen når nogle præstationsbetingede mål.

Den nye FCM-spiller har spillet mere end 130 kampe på topniveau og fik allerede debut på Venezuelas landshold som 17-årig.

- Martínez har spillet seniorfodbold fra en meget ung alder og har allerede været igennem mange sæsoner på højt niveau, siger midtjydernes sportschef, Kristian Bach Bak.

- Han har bragt sig selv i en rigtig god position tidligt i karrieren, og nu er han klar til at tage steppet til europæisk fodbold. Vi håber og tror på, at han kan tage det næste skridt i sin udvikling her hos os, siger Bach Bak.

David Martinez indledte sin professionelle karriere hos Monagas i hjemlandet, inden han i 2024 blev solgt til Los Angeles FC i den amerikanske liga, MLS.

Her er han noteret for 21 mål i 96 kampe, og nu skal han altså afprøve talentet i Europa.

- Det projekt, klubben har præsenteret for mig, har overbevist mig. Jeg tror på, at jeg er kommet til det helt rigtige sted, og jeg håber, at jeg kan bidrage med rigtig meget til den her klub, siger David Martinez til FCM's hjemmeside.

- For mig er det en drøm at komme til Europa. Det er noget, jeg altid har ønsket mig, og nu vil jeg forsøge at gribe den mulighed, jeg har fået, og udnytte den fuldt ud, siger han.

David Martinez har underskrevet en kontrakt gældende til 2031.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT