Emma Lund sikrer Danmarks anden guldmedalje ved PL

7. SEP 2024 • 14:17SPORT

Emma Lund kronede et flot PL med sin anden medalje, da hun vandt guld i kvindernes linjeløb.

Emma Lund sørgede lørdag for Danmarks anden guldmedalje ved de paralympiske lege i Paris.

Den 27-årige cykelrytter var hurtigst, da fire kvinder kom sammen til målstregen på den 28 kilometer lange rute.

Hun henviste schweizeren Celine van Till til sølvet, mens bronzen gik til hollandske Marieke van Soest.

Lund, der er født med cerebral parese, deltager i T1-T2-klassen for ryttere med neurologiske funktionsnedsættelser, som udfordrer balanceevnen og evnen til at træde i pedalerne.

Hun blev sidste år verdensmester i linjeløb og åbnede sommerlegene i den franske hovedstad med at tage bronze på enkeltstarten.

Seks ryttere deltog i linjeløbet, og fire af dem gav hinanden kamp til stregen i medaljeræset. De angreb på skift i den begivenhedsrige finale, hvor det gjaldt om at holde hovedet koldt.

Netop det formåede Lund, og hun sørgede for at køre frem på det helt rigtige tidspunkt. Hun sad forrest i det sidste sving, og selv om Celine van Till kortvarigt så ud til at spurte forbi hende, lykkedes det danskeren at svare igen.

- Det betyder bare alt, det her. Jeg kan ikke tro det. Jeg skal lige synke det, for jeg tror, at det er en drøm lige nu, siger hun til DR.

I mændenes linjeløb stillede Martin Heggelund op, men han formåede ikke at blande sig i kampen om metal. Her gik medaljerne til Kina, USA og Colombia.

Danmark har nu vundet ti medaljer ved PL. Den officielle målsætning lød på otte medaljer, så danskerne har overgået forventningerne.

Første guldmedalje sørgede svømmeren Alexander Hillhouse for, da han i 100 meter butterfly satte alle konkurrenter til vægt med tiden, der samtidig var paralympisk rekord.

Lørdag er de sidste danskere ved PL i aktion, når dressurrytterne Katrine Kristensen og Karla Dyhm-Junge kæmper for topplaceringer ved Versailles.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT