Ekspert: Magnussen skal smide egoisme til side i ny klasse

5. DEC 2024 • 10:57SPORT

John Nielsen forventer, at Kevin Magnussen hurtigt vænner sig til at køre sportsvogn i stedet for Formel 1.

Når Kevin Magnussen i 2025 bytter sin Formel 1-racer ud med en sportsvogn og skal køre Hypercar for BMW, skal danskeren være dygtig til at samarbejde for at få succes.

For mens man i Formel 1-regi på mange måder er sin egen lykkes smed, deler man sin sportsvogn med andre kørere og skal blive enige om alle strategier ved de ofte lange løbsweekender.

Det kræver lidt tilvænning, siger John Nielsen, der er tidligere racerkører i forskellige biltyper og blandt andet har vundet Le Mans i en sportsvogn. I dag er han motorsportsekspert hos Viaplay.

- Nu får han lige pludselig en bil, hvor han sidder i tørvejr med taget over hovedet. Det skal man altså lige vænne sig til. Men den helt grundlæggende forandring er, at han skal dele en bil med nogle andre, så de skal være enige om bilens setup og løbsstrategien, som kan ændre sig undervejs.

- På den måde er det et holdarbejde, mens Formel 1 er mere egoistisk. Det ændrer en kørers mentale tilgang til løbet. Og så strækker løbene sig jo over endnu længere tid end i Formel 1, siger John Nielsen.

Han forventer, at Magnussen hurtigt vænner sig til de nye forhold. Det har han nemlig tidligere vist, at han er i stand til. Da Magnussen i 2021 var ude af Formel 1, kørte han i en Cadillac-sportsvogn i Imsa-serien.

- Det er den samme type bil, han skal køre i igen fremover, og han har jo allerede vist, at han er ret fornuftig til at køre i sådan en, siger John Nielsen.

Motorsportseksperten ser skiftet til at køre sportsvogn som helt naturligt for Magnussen, selv om det ikke er et traditionelt skifte for tidligere Formel 1-kørere. De søger oftere mod Indycar, hvor racerne minder meget om dem fra kongeklassen.

- Indycar er meget tit alternativet til Formel 1, men det har Kevin Magnussen aldrig rigtig virket interesseret i. Så han skifter reelt til den eneste bilklasse, man kunne forestille sig ham skifte til, hvis han skulle køre videre. Så det er en meget naturlig fortsættelse af karrieren.

- Nu skifter han til en klasse, hvor hans far (Jan Magnussen, red.), Tom Kristensen og andre danskere før har gjort det godt, siger John Nielsen, der selv er en af de danskere med sportsvognsucces.

I weekenden kører Kevin Magnussen sit foreløbig sidste Formel 1-grandprix, når sæsonen slutter i Abu Dhabi. Han debuterede i løbsserien i 2014.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT