EHF tildeler dansk kvindehåndbold tre CL-pladser

20. JUN 2023 • 14:17SPORT

I næste sæson af Europas fineste klubturnering vil Danmark på kvindesiden have tre skud i bøssen for succes.

Dansk kvindehåndbold er de seneste år kravlet tilbage i den europæiske top både på klub- og landsholdsniveau. Det kvitterer Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) nu for på klubsiden.

Tirsdag meddeler EHF, at Ikast Håndbold, denne sæsons bronzevinder i Danmark, får opgraderet sin plads i European League til en plads i Champions League.

Dermed får Danmark tre hold med i Europas mest prestigefulde klubturnering. Mestrene fra Team Esbjerg og sølvvinderne fra Odense Håndbold var allerede kvalificeret.

Ikast var sidste sæsons European League-vinder efter finalesejr over ligarivalerne fra Nykøbing Falster Håndbold.

Team Esbjerg nåede for andet år i træk helt til Final 4, hvor det dog igen endte med en fjerdeplads efter to tætte nederlag i både semifinale og bronzekamp.

Hos mændene var mesterholdet GOG garanteret en plads, men her har EHF også imødekommet en dansk ansøgning om en plads ekstra i Champions League.

DM-sølvvinderne fra Aalborg Håndbold er således også blevet tilgodeset, da EHF tirsdag satte navn på, hvilke hold der var blevet opgraderet til Champions League.

Også storsatsende norske Kolstad Handball har fået en plads i Champions League.

Der bliver trukket lod til gruppespillet 27. juni i Wien.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT