Russiske OL-håb får dopingprøver testet i udlandet
IOC har ophævet suspendering af Rusland, der kan deltage ved OL. Wada er særligt opmærksom på mulig doping.
Russiske atleter vil få testet deres afgivne dopingprøver på udenlandske laboratorier frem mod OL i Los Angeles i 2028.Det siger generalsekretær for Det Internationale Antidopingagentur (Wada), Olivier Niggli, til nyhedsbureauet AFP.
Niggli siger samtidig, at Wada vil være årvågne, når det gælder russiske atleter, der kæmper for at kvalificere sig til OL.
- Vi er ikke naive. Vi vil være årvågne, fordi andre landes atleter har brug for forsikringer, siger generalsekretæren.
Wada afslørede for ti år siden et statsstøttet dopingprogram i russisk idræt fra 2011 til 2015. Dopingen nåede blandt andet et klimaks i forbindelse med vinter-OL i russiske Sotji i 2014.
Afsløringerne betød, at flere idrætsgrene indførte sanktioner over for Rusland.
Rusland råder i øjeblikket ikke over et Wada-godkendt laboratorium, hvilket er årsagen til, at dopingprøver fra russiske atleter skal testes i udlandet.
- De kan ikke længere gøre tingene, som de gjorde i Sotji. Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt, siger Olivier Niggli.
Den Internationale Olympiske Komité (IOC) ophævede i begyndelsen af juli midlertidigt suspenderingen af Ruslands olympiske komité (ROC).
Det betyder, at russiske atleter igen kan repræsentere Rusland og ikke behøver at deltage under neutralt flag ved kommende olympiske lege.
Ruslands olympiske komité har været udelukket af IOC siden oktober 2023 som følge af invasionen af Ukraine.
Hvorvidt det russiske flag og den russiske nationalsang igen må være en del af de olympiske lege, vil blive besluttet på et senere tidspunkt, lød det i juli fra IOC.
RITZAU
