Djokovic er tæt på titel nummer 100 efter tiebreakdrama
Novak Djokovic vandt sin semifinale over Taylor Fritz og skal møde Jannik Sinner i Shanghai Masters-finalen.
Den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic kan søndag vinde sin titel nummer 100 i karrieren.Lørdag spillede han sig således frem til finalen i Shanghai Masters ved at besejre den formstærke amerikaner Taylor Fritz med cifrene 6-4, 7-6 i semifinalen.
Andet sæt endte dramatisk, da Fritz havde en sætbold, men alligevel måtte se sig slået.
I første sæt brød Djokovic til 3-1, og det var rigeligt at snuppe sættet, da han selv gjorde rent bord i egen serv.
I andet sæt havde de begge chancer for at bryde, men forpassede dem, så det måtte afgøres i tiebreak.
I slutningen af sættet fik Djokovic problemer med ryggen og fik behandling ved stillingen 5-6, men det var ikke værre, end at han fortsat kunne levere tennis på højt niveau.
Flere fejl sneg sig dog ind, og Fritz, der slog Holger Rune tidligere i turneringen, var foran med både 4-2 og 5-3, før han havde sætbold ved stillingen 6-5.
Men Djokovic har en evne til at løfte niveauet, når der er allermest brug for det, og det gjorde han her. Efter et par spektakulære dueller vandt han tiebreaken med 8-6.
Det var Djokovics tiende sejr over Fritz i lige så mange kampe.
I søndagens finale skal Djokovic op mod den italienske verdensetter, Jannik Sinner, der tidligere lørdag slog tjekkiske Tomas Machac 6-4, 7-5 i semifinalen.
Med sejren stod det klart, at Sinner fastholder verdensranglistens førsteplads året ud.
Djokovic er selv nummer fire. Han har tidligere i karrieren haft 428 uger som nummer et, hvilket er suveræn rekord.
Fritz er oppe som nummer syv i verden, men rykker op som nummer seks på mandag.
/ritzau/