Finnerne er igen verdens lykkeligste - Danmark falder til tredjeplads
Island har overhalet Danmark i FN's årlige lykkeindeks. Finland topper listen, mens Afghanistan er sidst.
For niende år i træk indtager Finland en førsteplads blandt verdens lykkeligste lande, mens Danmark er på en tredjeplads.Det fremgår af FN-rapporten World Happiness Report, der er blevet offentliggjort torsdag.
Danmark er faldet en enkelt plads efter at have befundet sig på andenpladsen de seneste fire år. Island er nu i stedet verdens næstlykkeligste folk.
Generelt scorer de nordiske lande højt i FN's måling, da samtlige fem lande i Norden er placeret i top-6. Sverige indtager femtepladsen lige foran Norge.
Costa Rica har klemt sig ind blandt de nordiske lande på en fjerdeplads. Det er den højeste rangering nogensinde for et mellemamerikansk land.
Afghanistan, der i øjeblikket er i konflikt med nabolandet Pakistan, indtager en sidsteplads blandt de 147 lande, der indgår i lykkeindekset. Siden 2021 har Afghanistan været styret af Taliban.
Sammenlignet med perioden fra 2006 til 2010 er lykken på verdensplan steget "betydeligt" i 79 lande, mens den er faldet "betydeligt" i 41 lande, fremgår det af rapporten.
Generelt er befolkningerne i vestlige industrialiserede lande mindre lykkelige end tidligere.
Livstilfredsheden er størst de steder, hvor der er det mindste forbrug af sociale medier.
Generelt vurderes internettet til at være nedsættende livstilfredsheden, men der er dog forskel på, om internettet bruges til at tilegne sig ny viden eller spille computerspil.
Livskvaliteten er større, hvis tiden på internettet bruges på kommunikation, nyheder, læring eller at skabe indhold.
World Happiness Report er baseret på en sammenregning af en række forskellige faktorer.
Faktorerne tæller blandt andet befolkningernes opfattelse af omfanget af korruption, generøsitet og frihed samt forventet levetid, social støtte og bruttonationalprodukt per indbygger.
De forskellige faktorer dækker en treårig periode. Den netop offentliggjorte rapport gælder perioden fra 2023 til 2025.
/ritzau/
