Disney+ skal vise Europa League og Conference League

16. APR 2024 • 10:20SPORT

Fra sommeren 2024 og tre år frem skal Conference League og Europa League streames på tjenesten Disney+.

Disney+ har sikret sig rettighederne til de to europæiske klubfodboldturneringer Europa League og Conference League fra sommeren 2024 og tre år frem.

Det oplyser The Walt Disney Company Nordic & Baltic i en pressemeddelelse.

- Kampene bliver livestreamet eksklusivt på Disney+ i Danmark og vil være inkluderet for kunder uden nogen form for ekstra betaling, skriver virksomheden.

Det billigste abonnement til streamingtjenesten ligger på 49 kroner, hvilket altså fra næste sæson vil give adgang til de to europæiske klubturneringer.

- Vi har stor erfaring indenfor sport gennem vores sportskanal ESPN og er dedikerede til at skabe produktioner af høj kvalitet for spillerne, fansene og vores kunder på Disney+, siger administrerende direktør Hans van Rijn i pressemeddelelsen.

- Vores mål er at have det bedste tilbud til de fans og fangrupper, som er passionerede om fodbold, mens vi på samme tid ønsker at udbrede turneringerne til et større publikum i Danmark og åbne dem op for en ny generation af fans og tilhængere.

TV 2 har haft rettighederne til de to turneringer siden 2021, men tv-stationen har valgt ikke at forlænge aftalen.

Den danske tv-station kan derimod se frem til at vise Superliga fra den kommende sæson.

TV 2 erstatter nemlig Discovery som tv-rettighedshaver og skal dele rettighederne til den bedste danske fodboldrække med Viaplay.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU