DBU-direktør: Schmeichel har været en af de største

27. MAJ 2026 • 09:30SPORT

Peter Møller takker Kasper Schmeichel som rollemodel og placerer ham blandt de helt store i landsholdsregi.

En skulderskade tvinger Kasper Schmeichel til at stoppe karrieren. Det meddelte den 39-årige keeper onsdag.

120 gange i karrieren nåede han at agere sidste skanse på det danske landshold, før handskerne ufrivilligt måtte lægges på hylden.

Ifølge fodbolddirektøren i Dansk Boldspil-Union (DBU), Peter Møller, er det en af de helt store i dansk landsholdsfodbold, der takker af.

- Kasper har været en af de største profiler i dansk fodboldhistorie, lyder det fra Møller i et skriftligt citat.

- Med sit enorme vinderinstinkt, sin professionalisme og sin kompromisløse stræben efter det perfekte har han haft en uvurderlig betydning for landsholdets udvikling og succes gennem en årrække.

Efter en række bænkpladser i 2012 fik han sin debut for Danmark i 2013. Det blev ikke en, han vil mindes med glæde, da Danmark tabte 0-3 til daværende Makedonien.

Han forblev i en reserverolle på landsholdet et års tid endnu, men i foråret 2014 fik han for alvor chancen. Og greb den. Siden har kun skader holdt ham væk fra pladsen i det danske mål.

Og så har han haft en enorm indflydelse uden for banen også, lyder det fra Peter Møller.

- Han har ikke alene været en afgørende spiller på banen, men haft en unik kærlighed til Danmark og landsholdet, siger DBU-direktøren.

- Kasper har været en rollemodel for alle børn og unge, og med stolthed og hjerte har han repræsenteret landsholdet på flotteste vis som en stærk kulturbærer og leder, som har sat et markant aftryk på generationer af spillere og på hele dansk fodbold.

Ifølge Peter Møller vil Kasper Schmeichel blive hyldet i Parken til efteråret i forbindelse med en landskamp.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT