Danskermål udløser tøjbamseregn i amerikansk ishockey

20. DEC 2025 • 09:06SPORT

Tusindvis af tøjdyr væltede ned over banen efter Oscar Fisker Mølgaards mål for Coachella Valley Firebirds.

For sjette gang i denne sæson kom ishockeytalentet Oscar Fisker Mølgaard på måltavlen for Coachella Valley Firebirds på næsthøjeste niveau i Nordamerika, og scoringen natten til lørdag kommer han formentlig til at huske.

Ikke fordi fuldtræfferen to et halvt minut inde i kampen mod Bakersfield Condors i sig selv var noget særligt. Men den fik omgående tusindvis af tøjbamser til at regne ned over isen.

Kampen var nemlig holdets traditionelle "teddy bear toss", hvor tilskuerne kaster medbragte tøjdyr på banen efter hjemmeholdets første mål.

Bamserne bliver derefter samlet sammen og fordelt på hospitaler og til velgørende organisationer i lokalområdet. I sidste års udgave af kampen endte 15.287 bamser på isen.

Det var altså Oscar Fisker Mølgaard, der denne gang var ophavsmand til bamseregnen. Han fyrede af fra tæt hold, og pucken sneg sig akkurat forbi Bakersfields målmand.

Trods den tidlige føring lykkedes det ikke Coachella Valley Firebirds at vinde holdets sidste hjemmekamp før jul.

Det stod 4-4 efter ordinær spilletid, men gæsterne tog sejren med et mål i overtiden.

Oscar Fisker Mølgaard er i gang med sin første sæson i nordamerikansk ishockey, hvor han i november fik NHL-debut for Seattle Kraken.

Han optræder dog foreløbig primært på næstøverste niveau, AHL, for organisationens udviklingshold, Coachella Valley Firebirds. Her er han noteret for 6 mål og 9 assister i 23 kampe.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT