AGF-topscorer har god fornemmelse: Alle vil blive
Superligaens vicetopscorer Tobias Bech prioriterer at blive i AGF forud for et potentielt historisk forår.
Med 10 mål i 18 kampe for AGF er Tobias Bech vicetopscorer i Superligaen og derfor givetvis på radaren i andre klubber.Men den 23-årige offensivspiller har ingen planer om at slå personlig kapital af succesen og søge videre i karrieren i det kommende transfervindue.
- Fodbold er fodbold, og alt kan ske, men jeg har helt klart mine prioriteter i AGF. Vi skal se, hvad vi kan drive det til som hold.
- Når man ligger nummer et i Aarhus og har lavet ti mål, har man ikke en følelse af, at man skal prøve alt muligt andet, siger Bech.
Han forventer generelt, at profilerne bliver om bord minimum frem til sommer.
- Jeg tror, alle har det sådan, at de ikke har lyst smutte lige nu. Truppen er meget homogen, vi kan alle godt sammen, og vi ligger nummer et.
- Jeg skal ikke tale på alles vegne, men min fornemmelse fra omklædningsrummet er, at ingen er interesseret i at skulle alt muligt andet, siger Bech.
AGF overvintrer som pokalsemifinalist og for første gang i 30 år som førerhold i Superligaen.
Til gengæld har aarhusianerne ikke været prangende i de sidste to udgaver af forårets mesterskabspil. I 2023/24 fik man 8 af 30 mulige point, og i sidste sæson blev det til blot 4 af 30 mulige point efter blandt andet otte nederlag i streg.
- Vi har respekt for, hvordan det er gået i mesterskabsspillet, og hvordan de andre hold plejer at gøre det, når de ikke har europæisk fodbold længere.
- Men man skal passe på med at sammenligne tingene. Vi har haft dårlige mesterskabsspil, men vi ligner et helt andet hold nu, og jeg ser ingen tegn på, at vi ikke skal gå ind i mesterskabsspillet og få en masse point, siger Tobias Bech.
Denne sæsons statistik bakker ham op. AGF topper med 1,78 point per kamp således det indbyrdes regnskab mellem holdene i den nuværende top-6.
Jakob Poulsens idéer om et højere pres og en mere boldbesiddende spillestil har været afgørende krydderier ovenpå det fundament, som AGF opbyggede under Uwe Rösler, og så avler succes også bare succes, mener Bech.
- Fodbold er rigtig meget et mentalt spil. Når man har momentum og et topholds lod, er marginalerne på ens side. Det er så vores job at sørge for, at det ikke kun handler om marginaler, men mere om vores egen dygtighed i foråret, siger Bech.
AGF's nuværende 40 point efter 18 kampe svarer til holdets pointhøst efter alle 32 kampe i sidste sæson.
/ritzau/
