Odense kollapser i Ungarn og er færdig i Champions League

25. APR 2026 • 17:30SPORT

Odense var på ingen måde i nærheden af at hente det tabte mod Györ og går dermed glip af Final 4.

Miraklet udeblev mildest talt, da Odense Håndbold lørdag eftermiddag forsøgte at spille sig i Champions League-semifinalen.

På udebane mod Györ skulle de fynske håndboldkvinder hente en ungarsk føring på otte mål fra det første kvartfinaleopgør i Odense, men det lykkedes langtfra.

Odense fik i stedet store klø af det profiltunge mandskab, der har danskerne Kristina Jørgensen, Helena Elver, Ida Marie Dahl og Sandra Toft i truppen.

Halvvejs i begge halvlege faldt Odense fuldstændig sammen i den livlige kulisse, og så vandt Györ eftertrykkeligt med 40-25. Den samlede ungarske sejr endte dermed på hele 23 mål.

Györ sikrede sig dermed adgang til Champions Leagues Final 4 for tiende gang i træk, mens Odenses europæiske togt er slut.

I første omgang vil skuffelsen formentlig herske på Fyn, men Odense har sæsonen igennem manglet mange profiler af forskellige årsager, og kvartfinalen må være godkendt.

Lørdag skulle Odense-spillerne ud over stepperne for at vinde det tabte tilbage, men det var kun Althea Reinhardt, der havde forstået den besked.

Keeperen tog godt fra i begyndelsen af kampen, men holdkammeraterne misbrugte den ene store chance efter den anden. Og efter en dum udvisning på grund af ulovlig udskiftning var Odense bagud med tre halvvejs i første halvleg.

Allerede da begyndte Odense-spillerne at se opgivende ud, og de var da heller ikke i nærheden af at standse den ungarske bulldozer, der tromlede hen over dem.

Györ behøvede ikke stor fantasi for at åbne det stillestående fynske forsvar, og ved pause var ungarerne foran med 17-8.

Odense virkede til at have tanket optimisme i pausen og huggede hurtigt et stykke af den ungarske føring i begyndelsen af anden halvleg. Men igen skulle der ikke så meget til at blæse fynboerne omkuld.

Pludselig begyndte Odense at producere fejl i stakkevis, og så fik Györ igen mulighed for at boltre sig. Værterne ramte sit topniveau i flere perioder og udraderede de resignerende Odense-spillere.

Søndag skal Team Esbjerg forsøge at sikre dansk repræsentation ved Final 4, når klubben skal forsvare sin etmålsføring på udebane mod rumænske CSM Bucuresti.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT