Dansk stortalent stiller til start i PostNord Danmark Rundt

30. JUL 2025 • 15:59SPORT

Albert Philipsen tilslutter sig Mads Pedersen som en del af Lidl-Treks mandskab til PostNord Danmark Rundt.

Det 18-årige stortalent Albert Withen Philipsen (Lidl-Trek) får debut ved PostNord Danmark Rundt i august.

Det bekræfter de danske løbsarrangører på Instagram.

Philipsen er i gang med sin debutsæson på World Touren og tilslutter sig Lidl-Trek-stjernen Mads Pedersen, der også stiller til start, når løbet begynder 12. august på Bornholm.

Det unge talent vandt i seneste weekend EM-sølv i mountainbike for U23-ryttere.

Inden da har han i den første del af sæsonen haft et stort fokus på landevejen, hvor han har debuteret på World Tour-niveau for Lidl-Trek.

Philipsen imponerede blandt andet i januar, hvor han i det australske World Tour-løb Tour Down Under vandt den hvide ungdomstrøje og undervejs blev nummer fire på en etape.

Siden er det i foråret blandt andet blevet til en sjetteplads i det tyske World Tour-endagsløb Eschborn-Frankfurt og en fjerdeplads til DM i linjeløb.

Derudover vandt Philipsen i april U23-udgaven af Paris-Roubaix. Derudover har han tidligere vundet flere verdensmesterskaber i forskellige cykelsportsdiscipliner som ungdomsrytter.

Foruden de to Lidl-Trek-danskere kan det danske cykelpublikum se frem til at se blandt andre Jakob Fuglsang og Mads Würtz Schmidt, der begge er udtaget til det danske landshold.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT