Mathias Christiansen og Alexandra Bøje er i forrygende form og vandt fredag kvartfinalen i Indonesia Open.
Formstærke Mathias Christiansen og Alexandra Bøje fortsætter med at imponere.Fredag spillede den danske mixeddouble sig i semifinalen i Super 1000-turneringen Indonesia Open i Jakarta, da det andenseedede thailandske par, Dechapol Puavaranukroh og Supissara Paewsampran, blev slået i tre sæt.
Danskerne, der blot har tabt en kamp siden slutningen af marts, vandt 21-15, 14-21, 21-18 over thailænderne.
I lørdagens semifinale venter franske Thom Gicquel og Delphine Delrue, der er seedet fire i turneringen. Danskerne er seedet som nummer fem.
Det var Gicquel og Delrue, som Christiansen og Bøje tabte til i Frankrig 22. marts. Siden har danskerne kun tabt en kamp, som var i semifinalen i Malaysia Masters i slutningen af maj.
Undervejs har de formstærke danskere vundet to turneringer. Senest i sidste uge, hvor det blev til en sejr i Singapore Open.
Og den gode form er altså taget med til Super 1000-turneringen i Jakarta.
Det var også tilfældet i fredagens kvartfinale, hvor det danske makkerpar startede fremragende mod de andenseedede thailændere og hurtigt kom foran 8-2.
Det lykkedes Christiansen og Bøje at holde størstedelen af spillet væk fra dygtige Dechapol Puavaranukroh, og det gav pote. På den anden sætbold var der dansk gevinst.
I andet sæt var rollerne byttet om, og det var thailænderne, der dikterede spillet.
Det blev en rodet omgang uden særlig meget tempo. De fleste dueller blev afgjort hurtigt med en stor fejl fra en af siderne.
Og dem var der flest af hos danskerne. Dechapol Puavaranukroh og Supissara Paewsampran vandt uden problemer andet sæt med 21-14.
Danskerne genfandt dog energien fra første sæt og startede i teten i det afgørende sæt.
Mathias Christiansen havde igen succes med sine aggressive aktioner, og det havde thailænderne svært ved at håndtere. Ved tredje sæts ophold førte danskerne 11-4.
Frustrationerne hos thailænderne blev tydelige, og særligt Dechapol Puavaranukroh var stærkt utilfreds med dommeren og oppe at køre.
Alt imens det skete, holdte danskerne dog hovedet koldt og spillede sig på 20-12.
Der endte dog med at komme spænding, da et par danske fejl gav flere thailandske bolde i træk. Den danske sejr kom dog i hus, da Mathias Christiansen pressede bolden ind på kroppen af Dechapol Puavaranukroh.
/ritzau/