LA-partilederen opfordrer tre partier i blå blok til at finde fælles fodslag om blandt andet skattepolitik.
Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, vil have Venstre, De Konservative og Liberal Alliance til at stå sammen om en ambitiøs reformpolitik, efter at en ny regering netop er blevet dannet.- Vores krav bør være klart: Den samlede pakke skal være mere ambitiøs end regeringens udspil.
- Og danskere, der tjener under 58.000 kroner om måneden, skal også have en skattelettelse - regeringen skal droppe sine skattesnigninger, siger han i sin grundlovstale på Testrup Højskole, der ligger uden for Aarhus.
Under regeringsforhandlingerne var netop en VLAK-regering et ønske fra daværende kongelig undersøger Troels Lund Poulsen (V).
Men Moderaterne ville ikke medvirke til en blå regering, som partiet oven i købet ikke skulle sidde med i, og så faldt projektet fra hinanden.
I stedet er en regering med Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale blevet dannet, og regeringen har Enhedslisten og Alternativet som parlamentarisk grundlag.
Liberal Alliance er historisk kendt som et parti, der gerne vil have topskattelettelser.
Men her skoser Alex Vanopslagh regeringen for at glemme de danskere, der tjener mindre end de bedst lønnede.
- Hvis man tjener under 58.000 kroner om måneden - og det er der immervæk 2,5 millioner arbejdende danskere, som gør - så er der ingen skattelettelser. Skattelettelserne på arbejde er reserveret den rigeste halvdel af befolkningen.
For alle andre er der faktisk skattestigninger i vente. Regeringen vil nemlig fastfryse beløbsgrænserne for personskatter de næste to år. Det svarer til skattestigninger for ti milliarder kroner, siger LA-lederen.
Alex Vanopslagh roser dog også den nye regering for blandt andet at ville sænke selskabsskatten med tre procentpoint over de næste tre år.
/ritzau/