Israel ødelægger underjordisk Hizbollah-tunnel i Libanon

28. JUN 2026 • 23:54UDLAND

En 200 meter lang og 25 meter dyb tunnel fyldt med våben og affyringsramper er blevet ødelagt, oplyser Israel.

Israels militær har ødelagt en underjordisk tunnel, som den militante Hizbollah-gruppe brugte i det sydlige Libanon.

Det oplyser Israels premierministers kontor på det sociale medie X.

- Tunnelen, som var over 200 meter lang og mere end 25 meter dyb, indeholdt hundredvis af våben samt flere affyringsramper, der var beregnet til at ramme staten Israels territorium og dens borgere, lyder det i en fælles udtalelse fra premierminister Benjamin Netanyahu og forsvarsminister Israel Katz.

Israel havde på forhånd orienteret USA om angrebet, som fandt sted omkring byen Majdal Zoun, lyder det videre i X-opslaget.

Angrebet fandt sted få timer efter, at det israelske militær meddelte, at det havde angrebet Hizbollah-militante bevæbnet med panserværnsraketter og ramt en raketaffyringsrampe i det sydlige Libanon. Det skriver Reuters.

For få dage siden blev Libanon og Israel enige om en rammeaftale, som har til formål at bane vejen for fred mellem de to lande, der officielt har været i krig i årtier. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge aftalen, som blev formidlet af USA, skal Israels militær gradvist trække sig tilbage fra dele af det sydlige Libanon. Samtidig skal den libanesiske hær udstationeres i området.

Israelske soldater vil dog fortsat have tilladelse til at forblive i en udvidet sikkerhedszone i det sydlige Libanon.

Israel har tidligere oprettet den selverklærede sikkerhedszone for at beskytte det nordlige Israel mod angreb fra Hizbollah.

Hizbollahs leder, Naim Qassem, har afvist rammeaftalen mellem Libanon og Israel og kaldt den kapitulation over for israelerne. Hizbollah vil fortsætte gruppens væbnede modstand, siger Qassem ifølge Reuters.

Flere end en million libanesere er blevet drevet på flugt på grund af konflikten, der har udspillet sig på samme tid som krigen i Iran.

Hizbollah, som er allieret med styret i Iran, angreb i begyndelsen af marts det nordlige Israel som hævn for, at amerikansk-israelske angreb havde dræbt Irans daværende øverste leder på førstedagen af krigen i Iran.

Det fik Israel til at slå hårdt ned på Hizbollah i Libanon og angribe den militante gruppe på tværs af landet. Tusindvis af mennesker har mistet livet i angrebene.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT