Thomas Christiansen har siden 2020 været landstræner for Panama. Efter VM-exit overvejer han sin fremtid.
Dansk-spanske Thomas Christiansen skal overveje, om hans fremtid fortsat skal være som Panamas landstræner.Det siger han, efter at Panama natten til søndag dansk tid røg ud af VM efter et 0-2-nederlag til England.
- Jeg har tre dage tilbage af min kontrakt. De vil selvfølgelig gerne have, at jeg bliver i Panama, men det er noget, jeg skal tænke over med min familie. Jeg skal også lige have det her VM på afstand, men der kommer sikkert noget i løbet af kort tid, siger han til TV 2 Sport.
Thomas Christiansen har stået i spidsen for Panamas landshold siden 2020. Før det var han klubtræner i Europa for klubber som Leeds, Apoel FC og Union Saint-Gilloise i Belgien.
Mens han har stået i spidsen for Panama, har træneren også mærket interesse fra andre.
- Ja, der er da hold, der har henvendt sig til min agent. Men det er ikke noget, jeg har lagt vægt på. Det vigtigste for mig har været det her VM, hvor vi ville lave en god indsats. Det har vi gjort. Vi har bare ikke fået point, siger dansk-spanieren til TV 2 Sport.
Panama tabte alle tre gruppekampe ved slutrunden til England, Kroatien og Ghana med en samlet målscore på 0-4.
- Vi har været stærke defensivt, men man skal huske, hvilke hold vi har mødt, uddyber Thomas Christiansen til Reuters.
- Jeg er stolt over, hvordan holdet har spillet under min ledelse. Selv om vi spillede godt, fik vi ikke point. Vi formåede simpelthen ikke at score.
Thomas Christiansen, der er født i Danmark, har en dansk far og en spansk mor.
Han spillede ungdomsfodbold i Danmark, men drog i en ung alder til Spanien.
Her optrådte Christiansen blandt andet for FC Barcelona, og han fik desuden to kampe for Spaniens A-landshold, hvor det blev til et opsigtsvækkende mål med hælen.
Han spillede i en lang række klubber og sluttede af med fem år i Tyskland, først i Bochum og siden Hannover 96 indtil 2006.
Han blev første gang cheftræner for AEK Larnaca i Cypern i 2014.
/ritzau/