Dansk angriber åbner Bolognas målfest mod Isaksens Lazio
Med en lang tå åbnede Jens Odgaard målscoringen, da Bologna udraderede Gustav Isaksens Lazio i Serie A.
Den danske fodboldspiller Jens Odgaard har fundet målstøvlerne frem i Italiens bedste fodboldrække.For anden ligakamp i træk kom offensivspilleren således på tavlen, da Bologna søndag på eget græs ydmygede Lazio med 5-0 i Serie A.
Det var med det yderste af tåspidserne, at Odgaard efter et kvarter scorede sit ligamål nummer seks i indeværende sæson.
Den 25-årige dansker løb i ryggen på en modspiller og kunne fra kanten af det lille målfelt akkurat rette bolden i netmaskerne med et helt strakt ben.
Med sejren kravler Bologna op på en foreløbig fjerdeplads, der er det yderste mandat i forhold til en plads i næste sæsons Champions League.
Klubben overhaler både Lazio og Juventus, der senere søndag møder Fiorentina på udebane.
Kun et enkelt point adskiller Torino-klubben og Jens Odgaards arbejdsgiver, der har ni ligakampe tilbage i sæsonen.
Forinden søndagens ydmygelse havde Lazio, der på sjettepladsen har to point færre end Bologna, ikke tabt i seks ligakampe i streg.
Den danske landsholdsspiller Gustav Isaksen blev pillet ud i pausen for Lazio, og herefter gik det for alvor galt for hovedstadsklubben.
Værterne scorede til 2-0 og 3-0, inden der var spillet 50 minutter, og så var kampen reelt afgjort.
Ydmygelsen var total, da Lazio inden for det sidste kvarter af kampen indkasserede yderligere to mål.
/ritzau/