Danmarks curlingkvinder taber til Japan og udspiller VM-chance

19. MAR 2026 • 23:36SPORT

Madeleine Dupont og hendes holdkammerater går ikke videre til medaljekampene ved VM i curling.

Danmarks kvindelige curlinglandshold har udspillet sin chance for at gå videre til medaljeslutspillet ved VM i Canada.

Torsdag aften dansk tid led danskerne mod Japan deres syvende nederlag i gruppespillet ved mesterskabet.

Efter nederlaget kan Danmark ikke længere nå at komme i top-6, hvilket er minimumskravet for videre avancement.

Danskerne har mulighed for at pynte lidt på deres samlede resultat i de to sidste gruppekampe. Her venter USA og Sydkorea.

Landsholdet bragte sig foran 3-2 mod japanerne efter femte ende, men herefter gik det ned ad bakke, og det endte med et 3-8-nederlag.

Tidligere på dagen tabte Danmark til Italien.

Før kampen mod Italien var det blevet til et dansk nederlag mod både Sverige, Canada, Skotland, Schweiz og Tyrkiet.

Danskernes tre sejre er kommet mod henholdsvis Australien, Kina og Norge. Forventningerne til det danske curlinglandshold har været lave op til turneringen.

Halvdelen af det hold, der deltog ved vinter-OL tidligere på året, er ikke med. Jasmin Holtermann stoppede karrieren kort efter legene, og Denise Dupont er ude med en knæskade.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT