Danmark tager til EM i atletik uden medaljeforventninger

28. MAJ 2024 • 16:29SPORT

Uden Ida Karstoft på deltagerlisten er der ingen forventninger om danske medaljer ved det forestående EM.

EM i atletik blegner måske nok i forhold til det større mål, der venter ved OL i Paris senere på sommeren.

Men for en del udøvere er det europæiske mesterskab enormt, og flere af de danske atleter har sat et stort kryds ved stævnet, som begynder i næste uge i Rom.

Ingen af dem skal dog forvente at tage metal med hjem, vurderer Dansk Atletik.

- Man kan ikke tillade sig at gå ind med den forventning, siger elitechef Mikkel Larsen ved tirsdagens præsentation af deltagerholdet.

Kaster mesterskabet to-tre danske finalepladser af sig, er målet nået.

- Jeg drømmer om en medalje, men jeg synes ikke, jeg kan tillade mig at melde det ud som en forventning.

- Det kan synes defensivt, men det er ikke, fordi vi har afskrevet det, siger han.

Særligt afbuddet fra sprinteren Ida Karstoft gør, at ambitionsniveauet er sænket en anelse.

Hun var eneste danske medaljetager ved EM for to år siden i München, men har siden haft store problemer med sin akillessene, som også denne gang tvinger hende til at tage en pause.

Til gengæld er der store perspektiver i hammerkasteren Katrine Koch Jacobsen, som tidligere på året kastede længere end nogle af Europas bedste ved European Throwing Cup.

- Hun leverer hver gang, og der er ikke nogen af de andre, hun tænker, hun ikke kan slå. Modsat er der heller ikke nogen, hun kan sige, at hun slår sikkert. Så det bliver ekstremt spændende at se, siger Mikkel Larsen.

Ved EM er der også vigtige ranglistepoint på spil for mange af atleterne med henblik på OL. Ikke mindst de danske stafethold på 4x100 meter løb, som skuffede ved VM på Bahamas tidligere på foråret.

På herrernes hold er forventningerne størst.

- Det er nu, de skal prøve at stå i en finale. De har tanket den selvtillid, de havde brug for efter nedturen på Bahamas, siger elitechefen.

For nylig er Kojo Musah røget ud med en skade, Emil Mader Kjær er kommet ind, og flere af skiftene er nye, men det har tilsyneladende ikke svækket holdet.

Tværtimod kom de i weekenden i mål på under 40 sekunder for blot tredje gang i dansk historie ved et stævne i Bruxelles.

Og det var endda uden at have øvet skiftene, beretter hurtigløberen Simon Hansen.

- Vi gik ind på banen med to blinde skifter. Vi fik pinden rundt, men skiftene var ikke noget at råbe hurra for. Der ligger nogle tiendedele hist og her, og jeg synes, det var en fin generalprøve, siger han.

19 atleter er allerede udtaget, men Dansk Atletik forventer mellem fem og otte pladser yderligere til danskere. Det afgøres i denne uge.

EM afvikles i den italienske hovedstad fra 7. til 12. juni.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU