Danmark Rundts hovedsponsor stopper efter 30 år
Efter 30 år stopper PostNord som sponsor for det danske cykellandshold og Danmark Rundt.
PostNord eller Post Danmark har gennem 30 år været en markant sponsor for det danske cykellandshold og cykelløbet Danmark Rundt.Men det stopper i 2027, meddeler parterne fredag i en pressemeddelelse.
- Vi ser med stolthed tilbage på et af de længste samarbejder i dansk idrætshistorie og det løft af dansk cykelsport, vi sammen med PostNord har præsteret gennem tre årtier.
- De har hjulpet os på vejen mod at gøre cykelsporten til dansk folkeeje - og for at få danske cykelryttere med helt op i front af de største internationale løb. Det arbejde glæder vi os naturligvis til at fortsætte med en ny partner fremover, siger Niels Bo Daugaard, direktør i Danmarks Cykle Union.
Hvem det bliver, melder historien ikke noget om.
Til gengæld oplyser DanskHåndbold, at PostNord fra sommer bliver en af kvindelandsholdets hovedsponsorer.
- Det er afgørende for os, at vi sikrer os, at håndbolden og kvindehåndbolden kan fortsætte udviklingen i fremtiden. Vores landshold er der for at spille med om medaljer, og for at kunne leve op til den målsætning, er det vigtigt med stærke partnerskaber.
- Derfor glæder vi os over, at PostNord har ønsket at komme med om bord, siger direktør i DanskHåndbold, Heino Knudsen.
/ritzau/
