Danmark knuser Frankrig og tager sjette EM-guld på stribe

16. FEB 2025 • 12:43SPORT

Med en stensikker 3-0-sejr over Frankrig vandt Danmark badminton-EM for blandede hold for sjette gang i træk.

Trods fravær af Viktor Axelsen, Mia Blichfeldt og Anders Skaarup var det danske badmintonlandshold usårligt nok en gang ved EM for blandede hold.

I søndagens finale i Baku kunne heller ikke et stærkt fransk hold stille noget op mod danskerne, som vandt de tre første af maksimalt fem kampe, og så var guldet hjemme.

Det er sjette gang i træk, danskerne hjemtager titlen og beviser, at man bredt set fortsat er Europas stærkeste nation, når det kommer til at styre en fjerbold.

Faktisk har Danmark vundet 15 af de 16 seneste udgaver af turneringen, der spilles hvert andet år. Kun i 2013 lykkedes det Tyskland at henvise Danmark til andenpladsen.

Pilen begyndte tidligt at pege i dansk retning i finalen. I mixeddouble, som var første kamp, var Frankrig på papiret favorit med Delphine Delrue og Thom Gicquel.

Men det relativt uprøvede danske par med Jesper Toft og Amalie Magelund spillede en fremragende kamp. Magelund styrede nettet flot, mens Toft med kløgt og power var den dominerende spiller på banen.

Med cifrene 21-11, 18-21, 21-15 tog de sejren i den kamp, som franskmændene måtte og skulle vinde, hvis de skulle drømme om at vippe Danmark af tronen.

Herresinglen Alex Lanier har vist sig godt frem det seneste års tid, og selv om han gav god modstand, var Anders Antonsen for stærk.

Antonsen punkterede den sidste spænding i finalen med sejr på 21-19, 21-18 efter at have misbrugt mange både sæt- og matchbolde.

Dermed var det op til Line Christophersen at sørge for, at både herredoublen og damedoublen ville være overflødige, og jublen kunne bryde løs i den danske lejr.

Hun var stor favorit mod LéOnice Huet, og den 25-årige dansker skuffede ikke. Hun sikrede det danske guld med en sejr på 21-16, 21-14.

Danskerne var ganske suveræne gennem hele EM i Aserbajdsjans hovedstad. I gruppespillet, hvor alle fem kampe i holdkampene blev afviklet, vandt Danmark 14 ud af 15 kampe.

Kun et højst overraskende nederlag til Line Kjærsfeldt i en ubetydelig damesingle mod Aserbajdsjan plettede et overlegent gruppespil.

Semifinalen mod Tyskland blev også vundet sikkert med 3-0, inden Frankrig altså blev nedlagt med samme cifre i slutkampen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT