Nyt dødeligt angreb rammer Libanon inden mulig våbenhvile

30. OKT 2024 • 23:18UDLAND

Mens CIA's chef er på vej til Mellemøsten for at tale våbenhvile, er 19 mennesker blevet dræbt i Libanon.

Et nyt israelsk angreb mod Libanon har onsdag kostet mindst 19 mennesker livet i nærheden af den gamle by Baalbek i den østlige del af landet.

Det oplyser Libanons sundhedsministerium.

Angrebet kommer i kølvandet på en række angreb de seneste dage.

Tirsdag blev kystbyen Sarafand ramt af israelske angreb, og her blev mindst ti mennesker dræbt. Dagen før - mandag - blev mindst 60 mennesker meldt dræbt i området nær Baalbek, som onsdag altså er ramt igen.

Baalbek er en gammel by fra romersk tid. Ifølge Unescos Verdensarvsliste har den nogle flotte eksempler på Romerrigets særlige arkitektur.

Onsdagens angreb i området omkring Baalbek kommer på en dag, hvor der også har været snak om mulig våbenhvile mellem Israel og Libanon.

Den libanesiske premierminister, Najib Mikati, har talt med den amerikanske udsending Amos Hochstein og indikeret, at en våbenhvile er mulig.

- Under opkaldet lagde Hochstein op til, at vi kan nå frem til en aftale før slutningen af måneden og før (USA's præsidentvalg, red.) 5. november.

- Vi gør alt, vi kan, og vi bør forblive optimistiske, i forhold til at vi kan lande en våbenhvile i de kommende timer eller dage, siger Najib Mikati.

Direktøren for den amerikanske efterretningstjeneste CIA, John Burns, er på vej til Egypten og Israel. Det bekræfter Det Hvide Hus.

Her vil han torsdag prøve at bane vej for en eventuel våbenhvile mellem Israel og den militante libanesiske bevægelse Hizbollah.

Hizbollahs nye leder, Naim Qassem, har onsdag sagt, at bevægelsen er klar til at acceptere en våbenhvile, hvis betingelserne er de rigtige.

Naim Qassem er blevet udnævnt som ny Hizbollah-leder, efter at den tidligere, mangeårige leder, Hassan Nasrallah, blev dræbt.

64-årige Hassan Nasrallah blev dræbt i en forstad syd for Libanons hovedstad, Beirut, i slutningen af september.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT