Småsyg skiskytte samler kræfter til OL-løb og fanebæring
Den 25-årige skiskytte Anne de Besche skal gå i spidsen for det danske OL-hold ved afslutningsceremonien.
Der venter noget af et program for den danske skiskytte Anne de Besche i den afsluttende weekend ved vinter-OL i Italien.Lørdag skal hun deltage i fællesstarten i skiskydning. Og søndag er hun valgt som dansk fanebærer ved afslutningsceremonien.
Det oplyser Danmarks Idrætsforbund (DIF) fredag på sin hjemmeside.
- Anne de Besche er kommet fantastisk ind på det danske hold og har leveret varen både sportsligt og på det personlige plan.
- Både hendes præstationer i skiskydning og hendes rolle som OL-atlet og holdkammerat har været imponerende, siger DIF's chef de mission, Mikkel Sansone Øhrgaard.
Anne de Besche kalder udnævnelsen som dansk fanebærer for en ære.
- Det sætter jeg virkelig pris på. Jeg føler mig så stolt over at være dansk, og jeg glæder mig til at sende en masse kærlighed tilbage til Danmark, siger Anne de Besche.
Inden weekendens strabadser havde Anne de Besche fredag dog også dårlige nyheder om helbredet.
- Det har ikke været helt optimalt. Jeg har været lidt småsyg, men jeg har heldigvis kunnet træne i dag (fredag, red.), siger Anne de Besche til DR Sporten.
- Det kan jo gå begge veje og pludselig kan man have meget overskud til konkurrencen i morgen (lørdag, red.). Jeg har ligget i sengen og prøvet at samle mest mulig energi til løbet, siger hun.
DIF oplyser, at følgende danskere forventes at deltage i afslutningsceremonien i Verona, hvor den olympiske ild slukkes.
Anne de Besche, Christian Borgnæs, Viktor Hald Thorup, curlinglandsholdet samt to-tre trænere og ledere.
/ritzau/
