Carolina taber første finalekamp trods målfarlig Ehlers

3. JUN 2026 • 06:10SPORT

Nikolaj Ehlers begyndte som lyn og torden for Carolina, men udebanehold endte med sejr i NHL-målfest.

Carolina Hurricanes, som har danske Nikolaj Ehlers og Frederik Andersen på holdet, tabte natten til onsdag den første kamp i NHL-finaleserien mod Vegas Golden Knights med 4-5.

Det lignede ellers en aften i Carolinas favør, da Nikolaj Ehlers sendte hjemmebaneholdet på sejrskurs med en scoring efter blot 25 sekunder.

Ehlers snuppede pucken på modstanderens banehalvdel, og efter en lynhurtig tur på skøjterne bankede han den ind bag Vegas' målvogter.

Senere i første periode var Ehlers målfarlig igen. Han modtog pucken foran mål og sendte den køligt mellem benene på målvogteren.

Vegas fik hurtigt reduceret, og i anden periode blev det udebaneholdet, der fremtryllede to hurtige scoringer, inden Carolinas Jordan Staal fik bragt stillingen på 3-3.

Tredje periode blev yderst tæt - men Vegas sendte den afgørende scoring ind få minutter før slutfløjt.

Frederik Andersen vogtede buret for Carolina. Her blev det til 18 redninger og en redningsprocent på 78,3. Det er i den lave ende for den danske målmand, der står noteret for en gennemsnitlig redningsprocent på 88,7 i indeværende sæson.

Carolina Hurricanes og Vegas Golden Knights spiller om Stanley Cup-trofæet. Der spilles bedst af syv kampe.

Det er første gang, at Carolina spiller i Stanley Cup-finalen siden 2006, hvor holdet gik hele vejen og sikrede sig mesterskabet.

Vegas Golden Knights er et relativt ungt hold i NHL-sammenhæng. Klubben blev en del af den nordamerikanske ishockeyliga i 2017/2018-sæsonen.

For tre år siden gik klubben hele vejen og vandt NHL-mesterskabet ved at besejre Florida Panthers i finalen.

Næste opgør i Stanley Cup-finalen foregår også på Carolinas hjemmebane, inden de efterfølgende to kampe bliver spillet med Vegas' publikum som bagtæppe.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT