Nicolai Vallys og Mads Frøkjær er fortrøstningsfulde for en ny sæson under Steve Coopers vinger.
Torsdag sluttede en skuffende sæson for Brøndby.Hjemme i egen hule tabte klubben med 1-3 til ærkerivalen FC København og missede den sidste mulighed for at få noget som helst ud af sæsonen.
FCK løb med den sidste europæiske billet i Superligaen, og tilbage stod Brøndby med en betydningsløs fjerdeplads at klamre sig til.
Ikke ligefrem det scenarie, som træner Steve Cooper havde håbet på. Med store armbevægelser kom han til efter syv spillerunder af Superligaen, men det har på ingen måder været overbevisende.
End ikke en hel bunke af nye spillere, som kom til i vinter, har flyttet Coopers mandskab synderligt. Alligevel stoler et par af hans spillere på, at han er den rette mand til jobbet.
- 100 procent. Nu skal vi have ferie, og så skal vi møde ind med friske hoveder. Og så arbejder vi 100 procent ud fra, at Steve er træner, og det tror vi på, sagde Nicolai Vallys efter nedturen mod FCK torsdag aften.
Han påpeger, at der har været nogle forskellige forstyrrende elementer, som Steve Cooper har skullet navigere i. Blandt andet måtte han i begyndelsen af året straffe et par spillere, fordi de havde overtrådt interne regler.
Polemikken uden for banen har også Mads Frøkjær bemærket.
- Det har ikke været nemt at navigere i for ham, siger Frøkjær, som på det seneste har set fremgang under Cooper.
- Jeg synes, at vi i de seneste seks-otte kampe har fundet en retning og en stamme på holdet. Der er lagt en god base for noget bedre. Jeg tvivler ikke på, at Steve også kan lede os endnu bedre videre i den nye sæson, siger Frøkjær.
I rettighedshavernes tv-programmer har såkaldte eksperter sæsonen igennem skudt med skarpt mod projektet i Brøndby. Men det giver Mads Frøkjær mildt sagt ikke meget for.
- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige om de fucking tv-eksperter. Der er vel en grund til, at de sidder på tv og ikke er trænere. Jeg ved ikke, hvor meget man kan bruge deres lort til. De skal være velkommen til at snakke. Jeg ved ikke, hvor meget de har udrettet, efter at de selv er stoppet med at spille, lød den spidse kommentar fra Frøkjær torsdag.
Det er uomtvisteligt, at nogle fans kræver Steve Coopers afsked med Brøndby, men den walisiske hovedperson føler fortsat opbakning fra ledelsen.
- Jeg har aldrig følt det modsatte. Jeg har følt opbakning blandt andet i de møder, vi har haft om, hvad der skal ske fremover.
- Men jeg leder ikke efter støtte. Jeg kender mit niveau som træner, og jeg ved, hvad der er behov for her, siger Steve Cooper, som selv mener, at han er den rette mand til at løfte Brøndby.
For tiden er der også ubesvarede spørgsmål på ledelsesgangen. Administrerende direktør Ole Palmå og fodbolddirektør Benjamin Schmedes er på vej væk, og der er ingen afløsere fundet.
Også det skaber en smule uro i truppen.
- Der er flere ting, der skal styr på i Brøndby. Det tænker jeg, at der kommer. Jeg håber, at når vi møder ind efter ferien, så ved vi, hvem der er på de forskellige positioner, siger Nicolai Vallys.
/ritzau/