Brøndby søger kvalitet og bredde til svært kampprogram

1. AUG 2022 • 06:30SPORT

Brøndby-cheftræner Niels Frederiksen efterlyser kvalitet og bredde til hårdt og svært kampprogram.

Kampe hver søndag og torsdag er realiteten for Brøndby IF i øjeblikket.

Sådan har det været siden sæsonen gik i gang for to uger siden, og sådan fortsætter det i hvert fald to uger frem for Brøndby.

Brøndby er gået videre til tredje runde af kvalifikationen til Conference League, og hvis holdet går hele vejen til gruppespillet, vil cheftræner Niels Frederiksen gerne have en bredere trup.

- Vi har en masse talent og potentiale i vores trup, men vi har også en del spillere, der aldrig har fået minutter i Superligaen. Dem kan vi naturligvis bringe ind, men det kan godt være, at vi har brug for en bredere trup.

- Især hvis vi fortsætter med at skulle spille europæiske kampe, må vi kigge på, om vi har den bredde, der skal til, siger Niels Frederiksen efter holdets nederlag mod Silkeborg IF søndag.

Cheftræneren ønsker også kvalitet i form af nye offensive kræfter på holdet.

- Jeg synes, at vi mangler noget ekstra fremme på banen. Det kan både være en offensiv midtbanespiller, der kan hjælpe med at kreere, men det kan også være en angriber. Det har jeg tidligere sagt, og det vil jeg gerne holde fast i.

- Vi skal kigge på at få noget ekstra kvalitet ind til de forreste pladser, og det tror jeg ikke, at der er nogen, der er uenige i. Det kigger vi på, men det er vigtigt, at vi finder det rigtige, og at tingene og pengene passer sammen, siger Niels Frederiksen.

Torsdag spiller Brøndby første opgør af to mod FC Basel, inden holdet søndag skal spille derby mod FC København på udebane.

Det hårde kampprogram er dog ikke noget, der skræmmer Brøndby-træneren, der vil restituere sin trup ved at bruge forskellige spillere i kampene.

- Som udgangspunkt elsker vi at spille fodboldkampe, og så vil vi forsøge at klare det så godt i Superligaen og Europa som muligt.

- Vi skal spille to kampe i ugen, og det er klart, at det slider på spillerne. Det er vigtigt, at vi får doseret kræfterne og får roteret på holdet.

- Vi vil gerne præstere godt i Superligaen, og så vil vi gerne nå gruppespillet i Europa. Det er det, vi stiler efter, siger Niels Frederiksen.

Brøndbys midtbanespiller Joe Bell fortalte efter kampen mod Silkeborg, at han kun bruger kræfter på en kamp ad gangen, selv om det er hårdt fysisk med mange kampe på kort tid.

- Vi skal fokusere på en kamp ad gangen. Nu vil vi sætte fokus på kampen torsdag mod FC Basel, og når den kamp er færdig, så vil vi fokusere på den næste opgave.

- Det er fysisk hårdt, men vi har en talentfuld trup, så vi kan rotere rundt for at bevare energien i holdet, lyder det fra Joe Bell.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT